Vækstpulje
CKO vil i perioden 2009-2012 støtte projekter, der retter sig mod brug af oplevelser i erhverv, der ligger uden for de egentlige oplevelseserhverv (mode, design, madkultur, computerspil, arkitektur, musik osv). Det vil sige producenter og serviceudbydere, der ikke primært producerer og udbyder oplevelsesprodukter og -tjenester, men som kan anvende og integrere oplevelser som en værdiforøgende og differentierende faktor.
Værdiskabelsen er ikke nødvendigvis begrænset til et direkte øget kommercielt salg. Det kan også ske som eksempelvis procesinnovation, organisationsudvikling eller lignende. De støttede projekter har alle taget afsæt i de pågældende virksomheders behov, og de har samlet virksomheder, vidensinstitutioner, kulturinstitutioner mv. om at udvikle nye koncepter, produkter, viden og kompetencer.
CKO vil i løbet af 2009-12 i alt have udelt kr. 24,8 mio. til projekter. CKO har indtil videre støttet 15 projekter. Seneste ansøgningsfrist var den 9. september 2011. Der vil formentligt ikke blive uddelt yderligere støtte fra CKO's Vækstpulje. CKO vil dog informere om en evt. ny ansøgningsrunde her på hjemmesiden og i vores nyhedsbrev.

