Projektstøtte: Oplevelser i plast- og stålindustrien

Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi har tildelt støtte til de to første projekter. Det drejer sig om projekterne ”Plastics Research and Innovation for Museums and Industry” og ” Scenekunstnerisk iscenesættelsesanalyse af Industrivirksomheders Relations- og oplevelsesbaserede markedstilgang”.

Direktør Rasmus W. Tscherning udtaler: ”Med disse to første projekter er CKO kommet godt fra start. Der er tale om projekter, hvor vi ser et helhjertet engagement fra virksomhedernes side i forhold til at realisere det oplevelsesøkonomiske potentiale i deres organisation.”

Plastics Research and Innovation for Museums and Industry (PRIMI) er et samarbejde mellem en række aktører fra plastindustrien, Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet, DTU/Risø og en række kunstnere. Formålet med projektet er at udnytte kunstneres og designeres ekstreme anvendelse af plastmaterialer i værker/produkter til innovation i plastindustrien.

Det andet støttede projekt er et samarbejde mellem Frese Metal- og Stålstøberi, Scenekunstens Udviklingscenter og reklamebureauet Andersson & Jantzen. Projektet har til hensigt at udvikle traditionelle industrivirksomheders kommunikation – herunder identitet og markedsadfærd – i en ny og mere kompleks retning gennem en oplevelses- og relationsbaseret markedstilgang.

Det vil være muligt at følge udviklingen i projekterne her på CKOs website. Både projektdeltagerne og CKOs tilknyttede konsulenter vil give deres syn på, hvordan projekterne forløber.

Læs mere om projektet: "Scenekunstnerisk iscenesættelsesanalyse af Industrivirksomheders relations- og oplevelsesbaserede markedstilgang"

Du kan også søge om projektstøtte
Næste ansøgningsrunde er endnu ikke fastlagt, men CKO forventer at den afholdes i marts 2010.

Læs mere om CKOs vækstpulje