CKO's formål og opgaver

Både virksomheder i kreative erhverv og det øvrige erhvervsliv skal sælge varen. Begge ønsker loyale kunder og fans. Kunstnere skal have et publikum. Virksomhederne skal sælge varen. Både brugerne og forbrugerne efterspørger oplevelser i fritiden, i produkter eller på jobbet.

Læs mere om hvad CKO tilbyder erhvervslivet

CKO er derfor sat i verden for: Dels at udbrede kendskab til, hvordan erhvervslivet kan skabe øget vækst og innovation gennem oplevelsesbaseret forretningsudvikling, dels styrke kreative aktørers forretningsforståelse gennem strategiske samarbejder med det øvrige erhvervsliv. Danmark har en række globale styrkepositioner inden for de kreative erhverv. Over 11 % af værditilvæksten i Danmarks økonomi kommer fra de kreative erhverv. Over 7 % af den samlede beskæftigelse tegner de kreative erhverv sig for. CKO arbejder for at udvikle det store vækstpotentiale, som ligger i oplevelsesbaseret forretningsudvikling som når fx musik, mode, gastronomi, spil eller design tilfører et produkt, en serviceydelse eller en virksomhed højere værdi. Værdiskabelsen kan desuden også ske som procesinnovation, ledelse- og medarbejderudvikling, rekruttering eller lignende.

Opgaver

CKO løser opgaver på nationalt, nordisk og europæisk niveau og:

  • Iværksætter projekter, som styrker samspillet og udvekslingen af kompetencer mellem kulturlivet og det øvrige erhvervsliv.
  • Profilerer kultur- og oplevelsesøkonomien og styrke af samarbejdet mellem områdets institutioner, virksomheder mv.
  • Indsamler viden i Danmark samt internationalt og videreformidle denne viden til offentligheden, kulturlivet og virksomhederne. Herunder viden fra oplevelseszonerne.
  • Sparrer med og vejlede virksomheder, der ønsker at arbejde med oplevelser og kreative kompetencer, og aktører i kulturlivet der ønsker at indgå i samspil med erhvervslivet.
  • Vurderer konsekvenser og perspektiver vedrørende kultur- og oplevelsesøkonomien og have fokus på erhvervslivets forretningsmæssige muligheder ved brug af oplevelser.
  • Står bag Creative Business Cup, en konkurrence på forretningsplaner og gode ideer for iværksættere fra de kreative erhverv.
  • Varetager Reach Out - Kulturministeriets program for brugerinddragelse og innovation i kulturens verden.
  • Varetager KreaNord, der er Nordisk Ministerråds indsats for at styrke de kreative erhverv i Norden: etablering af myndighedssamarbejde mellem de nordiske lande, produktion af casesamling om de kreative erhverv i Norden, samt udvikling og redaktion af portalen www.kreanord.org
  • Er partner med ansvar for formidling i Invio (Innnovationsnetværk for vidensbaseret oplevelsesøkonomi).
  • Repræsenterer (på vegne af Nordisk Ministerråd, Erhvervsstyrelsen og Kulturministeriet) de nordiske lande i EU-projektet FAME (Facilitating Access and Mobilisation of European finance for growth of creative industries), der skal gøre det lettere for kreative erhverv med højt vækstpotentiale at skaffe investorkapital, udvikle virksomhederne og skabe vækst.

Vision og mission

  • CKO's mission er at forbedre vilkårene for vækst gennem bedre samspil mellem erhvervsliv og kulturliv, herunder styrkelse af kulturlivets erhvervsmæssige kompetencer.
  • CKO skal opsamle og skabe ny viden om, hvordan oplevelser i praksis kan anvendes. Dette skal ske gennem praksis i erhvervslivet, erfaringer fra kulturlivet og oplevelseserhvervene samt øget samarbejde mellem erhvervsliv og oplevelseserhverv/kulturliv.
  • CKO's vision er at realisere kultur- og oplevelsesøkonomiens potentiale i dansk erhvervsliv og derved skabe bedre vilkår for vækst i det danske samfund.
  • CKO's målgruppe er bredt danske virksomheder, der kan have fordel af at integrere og bruge kreative kompetencer og oplevelseselementer i produkter og serviceydelser, samt aktører i kulturlivet, der ønsker at indgå i samspil med erhvervslivet.

Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO) er en offentlig, selvejende institution stiftet i 2008 af Kulturministeriet og Økonomi- og erhvervsministeriet i fællesskab. Baggrunden for oprettelsen af CKO er en aftale indgået i 2007 mellem regeringen (V og K) og S, R, DF og SF om styrkelse af kultur- og oplevelsesøkonomien i Danmark.