CKO fortsætter med at styrke konkurrenceevne og innovation

Regeringen, V og K har 23.10.2012 indgået et delforlig til finansloven, hvor det fremgår, at der afsættes fem mio. kr. årligt i 2013, 2014 og 2015 til Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO).

Der afsættes 5 mio. kr. årligt til at videreføre CKO med særligt fokus dels på, at indsatsen i form af viden, kompetencer, netværk mv. videreføres, dels på at centeret fremadrettet bidrager til en styrket indsats for at indhente EU-finansiering ved at styrke rådgivningen til danske virksomheder om mulighederne. Midlerne kommer fra den såkaldte UMTS-reserve og fordeles mellem Kulturministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet, og der indgås samarbejdsaftale mellem de to ministerier om centeret.

”Jeg er rigtig glad for, at der er fundet en aftale, der sikrer fremtiden for CKO. Centret har stået for et stort og vigtigt pionerarbejde i at udforske, hvordan de kreative erhverv og oplevelsesøkonomien kan skabe vækst i fremtiden. Vi ved fra undersøgelser, at de kreative erhverv er nogle af de få erhverv, som er i vækst på trods af krisen, og det er derfor rigtig vigtigt, at vi fortsætter indsatsen med at styrke hele den kreative sektor. Jeg er i øvrigt rigtig glad for, at der i den samme aftale er midler til at styrke digitaliseringen af kulturarven, sådan at vi satser både på vores kulturelle rødder og på fremtiden.”, fortæller kulturminister Uffe Elbæk.

”Vi ved fra egne og udenlandske analyser, at der ligger et stort til dels uforløst potentiale i at skabe innovation gennem kompetence- og videnoverførsel mellem de kreative erhverv og det øvrige erhvervsliv. Strategisk arbejde med oplevelser – oplevelsesbaseret forretningsudvikling – giver danske virksomheder en øget konkurrenceevne”, fortæller direktør Rasmus Wiinstedt Tscherning, CKO. 

En evaluering af CKO blev gennemført af Deloitte i 2012 viser, at centret siden dets etablering i 2009, har positioneret sig som en væsentlig og markant aktør på området, og at CKO har bidraget til at udbrede kendskabet til kultur- og oplevelsesøkonomien i Danmark og Norden. CKO’s videncenterfunktion fremhæves desuden som succesfuld.

Evalueringen viste endvidere, at det i forbindelse med den fremtidige indsats bør overvejes, hvordan resultaterne af denne indsats i form af viden, kompetencer, netværk mv. kan videreføres, således at det foreløbige arbejde ikke går tabt. Det vurderes endvidere, at centeret med fordel kan bidrage til en øget indsats for at indhente EU-finansiering til kreative virksomheder, som er et område centret har opbygget betydelig viden på. Europa Kommissionens DG Erhvervspolitik har i år udnævnt CKO's direktør til formand for European Creative Industries Alliance (ECIA) i perioden 2012-2014.

Læs også Bedre muligheder Europas kreative erhverv