Mixed Reality Art Schools
MIXED REALITY ART SCHOOL kombinerer internet- og mobilteknologi med virkeligheden, således at parker, attraktioner og naturen kan blive fremtidens klasselokale.
MRA Schools vil blive hjemsted for undervisning i kunst og kreativitet gennem læringsmetoder, der blander det fysiske med det virtuelle. I skolerne kan besøgende opleve og skabe virtuelle værker, der ikke er bundet til en særlig tid, men til et fysisk sted, hvorfor rummet og aktiviteter, temperatur, dufte og lyde samt tangible genstande i det fysiske rum vil give det virtuelle værk en ekstra dimension. Oplevelsen af Mixed Reality Art kan altså involvere alle sanseindtryk.
MRA Schools skal levere oplevelser, leg og læring til skoler, fritidsordninger og virksomheder i hverdagen samt familier og turister i weekender og ferietid.
De kreative kræfter i projektet udvikler virtuelle værktøjer og -materialer i samarbejde med Eumans IT-folk; en virtuel malerpensel, spraydåse, hammer og mejsel, virtuelt bronze, marmor, plastic osv. Værktøjerne gør det muligt at tegne, male, spraye, modellere, forme osv. og placere billeder og lyde skabt i et hvilket som helst fysisk rum.
Baggrund
Euman ejer, udvikler og driver fem PlayingMondo Parker, som er et nyt og banebrydende oplevelseskoncept til vores byer og natur. Pt. bruges PlayingMondo Parkerne i mange og forskelligartede sammenhænge. Blandt andet undervises elever fra grundskolen og ungdomsuddannelserne i fagene matematik, naturfag, historie og dansk gennem nye læringsmetoder, der kombinerer digitale medieteknologier med leg og bevægelse. Parkerne anvendes endnu ikke inden for kunst- og kulturområdet eller til faget billedkunst. Dette vil vi undersøge og afprøve i vores MRA Schools.

