Kreative erhverv kan skabe 3.700 nye jobs i København

Hovedstadens kreative virksomheders bidrag til væksten er blevet analyseret, og det samme er deres interesse og behov for investering i bedre rammevilkår for deres egen branche. Det er første gang en sådan temperaturmåling af de kreative erhverv har fundet sted, og det er tænketanken Kreativt Forum, der står bag.

På baggrund af research i ind- og udland kan tænketanken fremlægge et konkret udspil med de anbefalinger, som vil sikre en kreativ vækst på ca. 3.700 jobs i København frem til 2020. Anbefalingerne bakkes op af en undersøgelse blandt 80 af hovedstadens største kreative virksomheder.

Der er ingen tvivl om, at de kreative erhverv har en enorm betydning for væksten i København

- Frank Jensen (S), Overborgmester, København

Københavns attraktionsværdi øges

Begrebet Kreativ Vækst blev lanceret i 2010 af Kreativt Forum. Det dækker over to sammenhængende indgange til vækst:

  • Investering i forbedrede rammevilkår for de kreative erhverv
  • Skabelse af et levende og kreativt byliv, der gør København til en internationalt stærk og kreativ metropol, der er attraktiv at bo og arbejde i.

Dermed handler Kreativ Vækst ikke kun om vækst inden for de kreative erhverv, men også om at sikre Københavns attraktionsværdi og herigennem skabe vækst i andre erhvervsområder.

”Kreativ vækst er et af de områder, Danmark skal leve af i fremtiden. Så i den nuværende krisesituation er politiske initiativer for at skabe kreativ vækst utroligt vigtige.”

- Anne Mee Allerslev (R), Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i København

Stor opbakning i kommunen

Kreative erhverv har vækstrater på op til 20%. Det er ti gange gennemsnitsvæksten for det resterende erhvervsliv. Det har europæiske undersøgelser påvist gentagne gange de seneste år. Rationalet i at investere i de kreative erhverv er derfor indlysende.

Det har man erkendt i Københavns Kommune, som har sat de kreative erhverv som en af fem vækstbrancher i den nye Kommuneplan.

”Der er et meget stort vækstpotentiale i de kreative erhverv. Kultur er nemlig meget mere end blot underholdning. Vi ved, at vi har rigtig dygtige designere, instruktører, producere og spil-udviklere, så det er faktisk kun et spørgsmål om at sætte handling bag ordene med konkrete initiativer og investeringer.”

- Pia Allerslev (V) Kultur- og Fritidsborgmester i København

Læs mere om Kreativt Forums undersøgelse her.