Jeg læste for nylig en meget rammende beskrivelse af fænomenet ”de sociale medier”. Forestil dig, hed det, at en stor tv-station besluttede sig for at afskedige alle sine journalister, redaktører, fotografer, producenter og distributører. Og forstil dig tillige, at tv-stationen efter fyringsrunden rettede henvendelse til deres seere og opfordrede dem til at overtage al deres hardware og alle deres distributionskanaler. Tv-stationen ønskede at give deres seere mulighed for selv at lave deres egne tv-programmer på deres egne præmisser og sende dem ud, så hele verden kunne se dem. Og det hele så godt som omkostningsfrit!

Lige bortset fra at sammenligningen halter et par steder, så synes jeg, at beskrivelsen er meget rammende for, hvordan produktion og distribution af meget kommunikation finder sted i dag. De traditionelle brugere har overtaget produktionsmidlerne!

Sammen med Louise Cone fra Statens Museum for Kunst har undertegnede i PRIMI-projektets regi fremstillet en række kunstner- og designerportrætter, der viser, at det faktisk kan lade sig gøre – for meget små midler - at producere og distribuere (forhåbentligt) seværdige videoer.

Når vi producerer videoer i PRIMI-regi på de sociale medier, så er der tale om et fænomen, som er blevet betegnet nano publishing. Nano publishing hentyder til den udvikling, som har fundet sted de senere år, hvor den tidsmæssige afstand fra det, der bliver skrevet, fotograferet eller filmet til det tidspunkt, hvor det bliver publiceret, er ultrakort. En nano publisher er oftest i en og samme person journalist, redaktør, korrekturlæser, lay-outer, kameramand, lydmand, distributør mm.

De videoer vi har fremstillet i PRIMI-regi, har ofte en meget kort produktionstid. Flere af videoerne er blevet offentliggjort på You-tube mindre end 24 timer efter, at de er blevet optaget. Selvsagt er disse videoer ikke præget af den højeste, tekniske kvalitet. Videoer som disse stiller meget høje krav til de personer, der bliver portrætteret. Heldigvis for PRIMI-projektet så er de deltagende kunstnere og designere exceptionelt gode til at fortælle om deres arbejde. Døm selv. Herunder links til de videoer, vi hidtil har produceret i PRIMI-projektet:

Kunstneren Bjørn Poulsen:

http://www.youtube.com/watch?v=PO95UYEVaSU&list=UU2rb7DXTvVDgkLS_4sz6l_A&index=9&feature=plcp

Kunstneren Søren Dahlgaard

http://www.youtube.com/watch?v=RhCc3_3P7Oo&feature=related

Designerne Christian Flindt & Bodil Jerichau

http://www.youtube.com/watch?v=YfqxJVP3fOo&list=UU2rb7DXTvVDgkLS_4sz6l_A&index=2&feature=plcp

Designerne Christian Flindt & Bodil Jerichau:

http://www.youtube.com/watch?v=P8lLSQYhJjQ&feature=related

Designerne Christian Flindt & Bodil Jerichau:

http://www.youtube.com/watch?v=ulkSeKJATs8&feature=related

Designeren Bodil Jerichau:

http://www.youtube.com/watch?v=oqKmmrcyV28&feature=related

En af Christian Flindts og Bodil Jerichaus nyeste projekter er en lampe skabt af plast. De var inde over en række forskellige materialer, men er endt med at bruge vinyltråd. De har lavet to lag af tråde, som tilsammen udgør lampeskærmen. Lampen er viklet og måden at vikle på påvirker, hvordan lyset kommer ud i rummet. Lidt poetisk kan man derfor tale om at flette lys.

Bodil Jerichau og Christian Flindt, som begge er med i PRIMI-projektet, fortæller i filmen om et af deres nye projekter: lydabsorberende paneler. Projektet startede, da Bodil sammen med flere af de andre deltagere i PRIMI, var i Belgien for at besøge plastråvareproducenten Solvay/Solvin. Her blev PRIMI-medlemmerne introduceret for mange forskellige materialer. Bodil fandt særligt glasfiberforstærket PVC interessant, fordi det som materiale har noget tekstilt over sig.

Hun tog materialet med hjem til Christian Flindt, der var enig i, at det kunne noget helt særligt. Når Christian typisk har arbejdet med glasfiber, har det nemlig været som et hårdt materiale, men materialet fra Solvin/Solvay kan formes. Fordi det kan formes, er det et oplagt materiale at arbejde med for både Bodil og Christian. De har derfor kastet sig ud i et projekt sammen, hvor de beklæder materialet med tekstil for at kunne skabe akustikregulerende paneler.

Christian Flindt og Bodil Jerichau fortæller om deres arbejder med brugen af PUR foam til møbeldesign i de eksperimenter som peger videre på potentialet i møbelproduktion. Ole Grødahl Hansen og Louise Cone intertviewer de to kunstnere i deres værksted: på Gasværksvej.

Af Bjørn Poulsen

I 2009 blev jeg inviteret til at lave et offentligt kunstværk til Dansk Neuroforskningscenter på Århus Kommunehospital.

Under researchen til kunstværket opdagede jeg, at flere hjerneforskere brugte universet og dets milliarder af stjerner som billede på hjernens kompleksitet. Så jeg besluttede at bruge forskernes egen metafor som udgangspunkt for kunstværket.

De 2 mest kendte tegn for universet er stjernen og  spiralen, så de er grundlag for kompositionen.

Derudover besluttede jeg mig for, at det skulle være så stort, at man ikke kunne overskue relieffet fra et bestemt punkt, og så rigt på detaljer, at der bliver skabt en følelse af, at det bare bliver ved og ved. Umådeligt, uendeligt.

Og så er alt i plastik, så når associationerne er på vej ud i galakserne, opdager man pludselig et fragment af en køkkenskål eller en bobslæde. Man slynges tilbage på jorden og derefter tilbage ud i universet.

Udover det kreative perspektiv på plastik som kunstpiloterne fra Unges Laboratorier for Kunst (U.L.K.) kunne bidrage med på festivalen, var også seniorforsker og plastekspert Yvonne Shahoua fra Nationalmuseet med på festivalen. Yvonne kunne formidle et naturvidenskabeligt fokus på plastikken, men dog med et twist:

”Formidlingen til festivalpublikummet foregik på en anden måde, end jeg er vant til, når jeg underviser i klasserum. Her underviser jeg normalt via foredrag og eksperimenter. På Roskilde Festival ville deltagerne lave noget praktisk. Derfor havde jeg nogle projekter klar til dem fx at lave smykker, tasker og puder af polyetylen. Mens deltagerne nød at lave ting, lærte de også meget om plasts egenskaber, fx hvor meget varme polyetylen kan tåle, hvilken slags lim der kan bruges til at reparere plast, og hvilken slags lim der holder længst på plast.”

Plastik som andet end kemi og formler

Yvonne selv fik også udvidet sin horisont i forhold til de mange utraditionelle ting plastik kan bruges til:

”Jeg var imponeret over festivalpublikummets kreativitet med et materiale, der normalt bruges til bæreposer og Tupperware!”

Også kunstpiloterne fra U.L.K.’s energi og gåpåmod inspirerede Yvonne:

”Jeg var meget betaget af, hvor hårdarbejdende og kreative kunstpiloterne var. De hjalp mig meget både med de praktiske aspekter, der er, når man afholder workshops midt på en mark i Roskilde i 30 graders bagende sol, men også med kreative input og inspirationer. Festivalpublikummet blev helt klart tiltrukket af Art Cit- området på festivalen, da det emmede af kunstpiloternes design og energi. Jeg vil gerne samarbejde med dem i fremtiden.”

Undervejs i de forskellige workshops gik det op for Yvonne, at kunstpiloterne ikke lod sig begrænse af konventionelle og traditionelle opfattelser af plastik som materiale:

”Kunspiloterne betragtede plast som noget, der kan bruges til alt - tøj, design, puder, lærred til graffiti vægge.”

Og selvom Yvonne er helt med på kunstpiloternes mange eksperimenter, kan hun som naturvidenskabskvinde dog se nogle helt konkrete begrænsninger for plastik:

”Min holdning er, at plast godt bruges til næsten alt, men ikke alle plastprodukter holder så længe som produkter af papir eller stof. Plasts holdbarhed er bare kort!”

Af Jakob Fibiger Andreasen.

PRIMI
Nogle kunstnere forudså ikke, at de arbejdede med et så selvdestruktivt materiale. Andre var mere bevidste og udnyttede det strategisk til at skabe flygtige værker, der kunne implodere når som helst og dermed fravriste sig kunstmarkedets og institutionernes jerngreb. Missionen synes delvist at have lykkedes. Konservatorer verden over står i dag over for en kolossal udfordring i at skulle fremtidssikre kunst, som indeholder eller udelukkende består af plastic.

Statens Museum for Kunst har derfor for nylig igangsat et utraditionelt forskningssamarbejde, der skal åbne nye veje til vækst og innovation i både plastindustrien og kunst- og museumsverden. PRIMI (Plastics Research and Innovation for Museum and Industry), som projektet hedder, bygger bro mellem de humanistiske videnskaber og naturvidenskaben og bliver et partnerskab
mellem plastindustri, kunstnere, designere, forskere og konservatorer. Målsætningen med denne umiddelbart umage konstellation af fagligheder er gennem vidensdeling samt udvikling og udfordring af plastmaterialer at skabe nye metoder til at forbedre holdbarhed og bevaringspotentiale for plast.

Plastickirurgi
Den første opgave under PRIMI tager afsæt i skulpturserien Bøjninger af kunstneren Willy Ørskov (1920-90). Statens Museum for Kunst ejer ti eksemplarer af Ørskovs oppustelige skulpturer, produceret mellem 1967-85. Disse cylinderformede legemer rejser sig lodret i rummet og svajer i takt med, at luften langsomt pibler ud af ventiler, hvorefter de skal pustes op på ny. I en årrække har skulpturerne været henvist til museets magasiner. Det gummibelagte nylonvæv, som de består af, er det samme materiale, som tidligere blev anvendt til fremstilling af redningsveste. Nu er det nedbrudt og krakeleret. Luften siver fra cylinderne lige så hurtigt, som den pumpes ind.

Ligesom al anden bevaring af kunst har hensynet til den oprindelige kunstneriske intention højeste prioritet. Konservatorerne skal ændre værkets karakter og udtryk mindst muligt. Da utæthederne i skulpturerne ikke er synlige for det blotte øje, har konservatorerne kunnet koncentrere sig om at stabilisere materialet indefra. I stedet for risikable lappeløsninger har de skabt nye oppustelige cylindere i en særlig langtidsholdbar, aluminiumsbelagt film med samme diameter og længde som Ørskovs skulpturer. De er efterfølgende sat ind i originalværkerne, som ligeledes har fået nye og forbedrede ventiler. Nu kan skulpturerne atter indtage deres retmæssige plads blandt andre hovedværker i moderne danskkunst, når museet i de kommende år præsenterer en nyophængning af samlingerne.

Artiklen har tidligere været bragt i Statens Museum for Kunsts klubmagasin. Læs mere om klubmagasinet her

Del 3 følger ...

Af Jakob Fibiger Andreasen.

Statens Museum for Kunst har netop igangsat et usædvanligt samarbejde. Kunstnere, designere, forskere, konservatorer og aktører fra plastindustrien er samlet i et tværfagligt forskningsprojekt om bæredygtig plast.

Intet varer evigt. Dette banale, men ufravigelige faktum gælder for så vidt også kunsten. Det er nu ikke noget, man umiddelbart bekymrer sig om, når man tager vandringen rundt i museets samlinger af 700 års kunst. Her toner malerier af Mantegna, Rubens og Rembrandt frem med stort set samme kraft og pragt, som da de gamle mestermalere satte deres sidste penselstrøg på dem. Men sandheden er også, at dette indtryk ville være knap så overbevisende, hvis det ikke var fordi, at disse værker og hundredvis af andre havde fået en hjælpende hånd med på vejen til museets vægge. Gennem årene har generationer af konservatorer ydet tiltrængte ansigtsløft til et stort antal af museets værker. Nogle værker har endda været på operationsbordet i flere omgange, ligesom de nødvendige, fremtidige indgreb for længst er skrevet ind i konservatorernes alenlange patientlister.

Den naturlige ældningsproces for de godt 260.000 værker i museets samlinger varierer i hastighed og karakter. Et oliemaleri kan under optimale opbevarings- og udstillingsforhold samt med regelmæssig konservatorhjælp leve et relativt sorgløst liv i hundreder af år. Kunst på papir er anderledes sårbart og nedbrydningsprocessen tilsvarende hurtigere. Konservatorerne må derfor nøje afstemme deres indgreb efter værkernes materialesammensætning. Ofte helt ned på et mikroskopisk plan, hvor der tages hensyn til de iboende kemiske stoffer og deres indbyrdes processer i materialerne. Hvert værk får sin egen diagnose og kræver mere eller mindre en unik behandlingsform. Denne tålmodige og minutiøse tilgang til kunsten forhindrer, at kunstværker dør i deres skønhed. I stedet bevares de efter alle kunstens regler for eftertiden, sådan som museumsloven foreskriver.

Materialeskred
Det virker umiddelbart paradoksalt, at de værker, som hurtigst og mest akut kræver bevaringsmæssige indgreb, er værker af nyere dato. Årsagen findes ikke mindst i det skelsættende skred, der sker i kunsthistorien omkring 1960’erne. Tiden er til oprør mod alle tænkelige autoriteter. Inden for kunsten bliver den traditionelle forestilling om det ophøjede og evigtgyldige kunstværk udfordret
fra alle kanter. Det samme gør tanken om, at visse materialer er mere begunstigende end andre, når det gælder kunstens udsigelseskraft. Evigheden er ikke på samme måde i spil længere. De unge kunstnere vil en kunst, der først og fremmest favner deres egen samtid og virkelighed med alt, hvad det indebærer. Og netop den helt almindelige virkelighed er rig på materialer.

Hverdagsmaterialer, der er billigere, mere tilgængelige og frem for alt mere tidssvarende end marmor, bronze eller oliemaling på lærred. I nogle tilfælde så tidssvarende, at levetiden for dem er meget kort.

Det er her, at materialet plastic i bogstaveligste forstand kommer ind i billedet. Plastic finder hurtigt vej til kunsten i takt med dens indtog i hverdagen. Det kan bearbejdes, bruges, blødgøres og hærdes i et utal af faconer og størrelser. Et ideelt materiale for den formgivende kunstner. Men de kemiske processer i plastic nedbrydes langt hurtigere end de fleste andre materialer, og uundgåelige faktorer som varme, lys og luft fremskynder ældningen af plastic radikalt.

Artiklen har tidligere været bragt i Statens Museum for Kunsts klubmagasin. Læs mere om klubmagasinet her

Del 2 følger ...

Statens Museum for Kunst deltog for andet år i træk på Roskilde festival. Art City dannede

rammen om museets projekter på festivalen, der alle havde et perspektiv på materialet plastik.

Elisabeth, der som kunstpilot er tilknyttet Unges Laboratorier for Kunst (U.L.K.) på Statens

Museum for Kunst, fortæller her om sine oplevelser med plastik, festival, og om hvordan det hele

kan gå op i en højere enhed:

”Vi unge, der arbejder i U.L.K., er sikre på, at ethvert menneske har en slags ’kreativ impuls’. Derfor

ville vi på Roskilde festival etablere et socialt rum, hvor denne impuls kunne komme ud i lyset. Ved

hjælp af en labyrint med vægge af plastfolie ville vi lave transparente lærreder til udfoldelse og

undersøgelse af kreativ og alternativ udfoldelse.”

Og selvom plastik måske umiddelbart kan være svært at forbinde med festival, øl og høj musik, var

det ikke svært at få festivalpublikummet med på projektet:

”Folk tog imod projektet med samme åbenhed som små børn. De så instinktivt muligheder i de

transparente lærrede,r og da spraycans, maling og tuscher var stillet til rådighed, var der næsten

ingen grænser for folks kreativitet”

Et naturvidenskabeligt perspektiv på plastik

PRIMI-deltager Yvonne Shashoua, der er seniorforsker og plastekspert på Nationalmuseet, deltog

også på festivalen. Hver dag afholdt Yvonne en workshop med kunstpiloterne fra ULK, hvor

interesserede kunne få en mere naturvidenskabelig viden om plastik, men samtidig bevare et

kreativt perspektiv. Der blev fx lavet blomster af plastikkopper og puder af plastikduge. Elisabeth

fortæller:

”Først og fremmest så er det altid meget inspirerende at være i samvær med Yvonne, der var/er

super engageret, motiveret og ejer en dyb viden omkring sit felt. Det andet er, at når man får en

dybdegående forklaring på, hvorfor 'plastic is fantastic', så åbnes ens øjne for nye og spændende

muligheder.”

Statens Museum for Kunsts tilstedeværelse fik alt i alt en rigtig positiv respons. Efterfølgende

sidder Elisabeth da også tilbage med en følelse af at have gjort noget stort i fællesskab med andre:

”Jeg er af den personlige overbevisning, at alle mennesker har et eksklusivt talent eller

kompetence. Vi havde brug for alle de hænder, vi kunne bruge på Roskilde Festival, og takket være

U.L.K.'ernes forskellige talenter og kompetencer endte det med, at det var muligt at stable dette

arrangement på benene. Det var en enorm bekræftelse af vores evner, at vi (hver især og som en

gruppe frivillige arbejdere) kunne trække et så stort projekt på benene.”

Du kan læse mere om Statens Museum for Kunsts aktiviteter på Roskilde festivalen her:

http://www.smk.dk/besoeg-museet/aktiviteter/roskilde-festival-2011/om-projektet/

Samt læse om Art City her:

http://roskilde-festival.dk/more_than_music/art_city/

Og om Unges Laboratorier for Kunst her:

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/unges-laboratorier-for-kunst/

I sit værksted viser kunstneren Bjørn Poulsen, hvordan han arbejde med readymades i plast. Blandt andet ser vi hvordan han arbejder med Magretheskålen. PRIMI kunstner Bjørn Poulsen er også aktuelt i en udstilling Looking backwards to see straight, Ringsted Galleriets 30 års jubilæum.