I de senere år har der været en stigende tendens i erhvervslivet fra at behandle lyd og musik som et kortsigtet og ofte tilfældigt redskab i markedsføringen mod behandlingen af lyd og musik som et strategisk element i opbygningen af brands i forbrugerens bevidsthed.
Termen lydlogo vidner om denne udvikling – altså at vi nu snakker om en genkendelige lydsignatur, der på lige fod med virksomhedens grafiske logo skal behandles med respekt og konsistens på tværs af berøringspunkter for at skabe værdi på lang sigt.
I takt med at lyden og musikken tænkes og anvendes mere strategisk, og at fokusset i investeringerne flyttes fra kortsigtede til langsigtede, vokser virksomhedernes behov for målgruppedata, der kan belyse og hjælpe de svære langsigtede beslutninger.
De testmetoder af lyd, der findes og anvendes i dag, bærer typisk præg af præferenceundersøgelser. Denne type undersøgelse giver imidlertid ikke i sig selv et tilfredsstillende grundlag at træffe beslutninger ud fra, da de hverken siger noget om målgruppens følelsesmæssige oplevelse af lyden, associationskæder eller oplevet link mellem lyd og brand. Alt sammen afgørende viden i det succesfulde arbejde med lydbranding.
Med støtte fra CKO (Center for Kultur- og Oplevelsesøkonom) har DELTA SenseLab, Copenhagen Business School (Department of Marketing) og Sonic Branding ApS startet et forskningsprojekt omkring test af lydlogoer.
Målet med forskningsprojektet er at udvikle nye valide, brugbare og økonomisk tilgængelige metoder til afkodning af målgruppers oplevelse af lyd og musik. Tests der skal kunne hjælpe og guide virksomheder i at finde den lyd, der passer til og forstærker deres brand.
Projektet består af fem delelementer:
1) Testmetoder - Udvikling og validering af nye testmetoder inden for test af lydlogoer
2) Genkendelighed - Studier i lydlogoers genkendelighedsgrad
3) Web-baseret lyttetest - Udvikling af webbaseret lyttetest, der muliggør fleksible, hurtige og økonomisk tilgængelige målgruppetest over hele verden
4) Tværkulturelle studier - Studier i målgruppers følelsesmæssige oplevelse af samme lydlogo på tværs af kulturer og landegrænser i globalt perspektiv
5) Sound Brand Governance - Udvikling af metoder og værktøjer til implementering, intern styring og udvikling af lydbrands i virksomheden