Netværket Nye Kulturalliancer drog til Malmø for at besøge ”Garagen” - et bibliotek hvor det er brugerne og ikke bøgerne, der kommer i første række.

Vi træder ind i et åbent, råt lokale stadig med synlige spor af bygningens fortid som værksted. Emelie Wieslander, aktivitetskoordinator i Garagen og projektleder for deres Dialoglabb byder på ”fika” og fortæller om bibliotekets historie. Der er otte meter til loftet, kæmpestore vinduer og allerede en hyggelig summen af møder og studiegrupper rundt omkring i de sammenbragte genbrugsmøbler. Umiddelbart virker her mere hjemligt end institutionelt.

Garagen er et kommunalt bibliotek i Malmøs bydel Södra Innerstaden, men det adskiller sig væsentligt fra de andre biblioteker i kommunen – det har nemlig fra begyndelsen haft et klart fokus på brugerinddragelse. Da det endnu blot var en tom bygning blev alle områdets beboere, handlende og andre interessenter inviteret til syv dialogworkshops, hvor der blev stillet spørgsmålene: Hvordan kan dette sted blive en ressource for området? Hvad mere end et bibliotek skal her være?

Gennem en struktureret proces af idéudvikling og brugerafstemning tegnede der sig fem populære ønsker: Det skulle være et åbent og hyggeligt sted. Der skulle være en åben scene, et kreativt værksted og en café. Og så skulle der være mulighed for ”samfundsvejledning”.

Alt dette har Garagen i dag. Der er brugerstyrede arrangementer hver aften på den åbne scene. Caféen kører i samarbejde med et socialt kooperativ. I det kreative værksted kan alle sætte sig og låne redskaber eller deltage i workshops. Alle funktionerne i det store lokale er åbne og synlige, så alle kan se og høre hinanden. Det er med andre ord ikke et ”stille-bibliotek”, og der er faktisk ikke engang særlig mange bøger. De få titler på hylderne er udvalgt efter brugernes behov. Når en bruger efterspørger en bog, som Garagen ikke har, køber medarbejderne den hjem eller bestiller den fra byens øvrige biblioteker – og giver en kop kaffe som tak.

Vil du vide mere om Garagen og deres konkrete metoder til brugerinddragelse og brugerinnovation, kan du læse deres to publikationer ”Demokratiska möten: dialogmetoder och workshops” og ”Guide för medborgardelaktighet” (se vedhæftet fil til højre).

Langt om længe kan vi stolt lancere vores 36 siders guide med 12 indsigter og en række tips og værktøjer til dig der ønsker at bryde med vanetænkning og designe nytænkende projekter og oplevelser, hvor brugeren er i centrum for sin egen oplevelse.

Vi har gjort det hårde arbejde for dig.

Vi har kørt landet tyndt, interviewet deltagere og talt med partnere fra Distortion, Statens museum for Kunst og DR, der har delt erfaringer fra egne produktioner. Resultaterne har vi samlet i dette toolkit, der både kan gøre dig klogere på brugerindragelse og give dig indsigt, tips og inspiration til hvordan du kan arbejde med dine brugere i fremtiden.

Vi har brugt efteråret på at forstå brugerindragelse i praksis, i et forløb, der har taget os igennem kælderen på Statens Museum for Kunst, ud i den Københavnske festscene og ikke mindst forbi en nedlagt bank — og nu kulturhus — i Nørre Snede.Vi har tilbagelagt over 1000 kilometer i bus, tog rutebil og Dronning Ingrids aflagte Jaguar (seriøst!), og har debatteret brugerindragelse med jer og vores partnere. I rapporten finder du frugterne af arbejdet i form af indsigter, værktøjer og en række inspirerende cases. Alt sammen præsenteret i et simpel og praksis-orienteret format, der kan hjælpe dig til at designe engagerende forløb som giver mening at tage del i for dine brugere, dit publikum eller dine kunder. Dyk ned i guiden og kom i gang — brugerne venter ikke.

Sådan — Ikke flere bløde pakker!

DOWNLOAD GUIDEN I SIN FULDE LÆNGDE HER

Læs også vores reportager fra inspirationsdagene hos Distortion, Statens Museum for Kunst og DR ).

Hvordan kan konkurrenceelementer bruges til at skabe bedre brugerinddragelse? I hvor høj grad kan man tillade sig at slippe tøjlerne og lade brugerne bestemme over et projekts indhold? Den 3. november var det tid til den sidste inspirationsdag i T&Ps serie “Nye Stemmer”. Denne gang var emnet ‘Vores Kunst’, DR’s store satsning om kunst til folket. Redaktør på DR Kultur Ane Skak og projektkoordinator Katrine Axlev diskuterede sammen med de fremmødte og T&P, hvordan arbejdet med at sætte fokus på brugerne forløb i forhold til målsætningerne.

af: Morten Ammitzbøl

Konkurrencen Vores Kunst løb af stabelen fra marts til oktober 2011, som et samarbejde mellem DR, Statens Kunstråd og Statens Kunstfond. Projektet gav danskerne mulighed for at bestemme, hvilke tre steder i landet, der fortjente at få opført kunstværker for i alt fire en halv million kroner. 1200 bud kom retur, da man allerførst inviterede danskerne til at foreslå kunstværkernes placeringer, og forslagene blev herefter sorteret og puljen kogt ned til først 15 og til sidst 3. Undervejs gik ildsjæle landet rundt sammen om at promovere deres favoritforslag, og på aftenen for den endelige udvælgelse af kunstværkerne arrangerede vinderbyerne Hjallerup, Nr. Snede og Gedser uden DRs hjælp hver deres storslåede sejrsfest. Vores Kunst skabte således et stort lokalt engagement, men undervejs blev to udfordringer tydeliggjort, som DR en anden gang godt kunne tænke sig at finde andre og bedre løsninger på, fortæller Katrine Axlev og Ane Skak.

At Vores Kunst blev til i samarbejde mellem tre partnere, bragte fra starten ret så forskellige motivationer sammen. Hvor Kunstrådet og Kunstfondens ønskede at gøre op med sit image som den fjerne aktør, der slår ned vilkårlige steder i Jylland, planter et kunstværk og derefter forsvinder, så var DR’s agenda en helt anden, forklarer Ane Skak: man ønskede at nå ud til et nyt publikum og generere fællesskabsfølelse i de små nærmiljøer — og her var det ikke så vigtigt, at midlet lige præcis var kunst. DR skulle finde en balance mellem at uddelegere ansvar til brugerne på den ene side, og på den anden side varetage kunstfonden og kunstrådets interesser. For på sidstnævntes vegne at sikre en vis kunstnerisk kvalitet installerede man derfor tre eksperter, der havde det sidste ord, efter at brugerene havde afgivet deres stemmer på kunstværkerne.

På trods af den overvældende interesse for deltagelse fra borgernes side gav tilstedeværelsen af denne udvælgelseskomite, som processen skred frem, brugerne stigende grund til at spørge sig selv: hvem er det egentlig, der udvælger stederne? Både DR og brugerne var enige i at eksperterne var gode at have, når de allermest useriøse forslag skulle sorteres fra (de bedste/værste eksempler er skamstøtten over DR og revolveren i stedet for rytterstatuen på Christiansborg!), men da de ikke kunne give nogen helt klare kriterier for, hvad det gode sted skulle indebære, blev udvælgelsen meget tåget og uigennemskuelig for deltagerne, fortæller Ane Skak.

Et andet område, kulturredaktøren fokuserede på i hendes præsentation, var de udfordringer Vores Kunst viste, når det lokale engagement skulle oversættes til nationale seertal. Selvom de lokale medier rundt om i landet gav begivenhederne masser af omtale, så blev interessen aldrig rigtig national. For at lignende projekter skal kunne betale sig i fremtiden, er det dog nødvendigt, at man kan fange interessen også hos det store publikum på DR1.

Fem principper vi tager med os fra at have snakke med deltagerne der tog del i Vores Kunst?

Erfaringerne fra Vores Kunst har altså givet DR to udfordringer, som fremtidige projekter må tage højde for: for det første kan forholdet mellem deltagere og eksperter være svært at afstemme. For det andet har det vist sig at være en udfordring, at løfte det lokale arrangement op på et plan, hvor det bliver relevant for den brede befolkning. T&P har været på en rejse landet rundt for at interviewe nogle af de deltagere, der har været engagerede i Vores Kunst, og her gik i hvert fald den første problematik igen flere steder. Ud fra deres beretninger har vi opstillet fem observationer, som kan benyttes til at sige noget mere generelt om brugerinddragelse:

1. Motivation afhænger af muligheden for at sætte sig selv i spil

De folk, T&P har talt med, ser langtfra dem selv som kunsteksperter, og flere opfatter endda kunst som noget abstrakt, elitært og fjernt. Til gengæld kan de sagtens forstå, at kunst kan være en måde at sætte deres by og nærmiljø på landkortet. Det handler altså ikke så meget om spørgsmålet som den måde, det stilles på, og Vores Kunst viser på eksemplarisk vis, at det, der motiverer folk til at tage del er muligheden for at fortælle historien om dem selv på nye måder.

2. Engagement kræver klar og tydelig feedback

På Vores Kunst-hjemmesiden kunne man via et interaktivt Danmarkskort følge med i konkurrencen, skrive kommentarer og ‘hype’ sin favorit. Brugerne kunne meget nemt holde styr på, hvor populær deres favorit var i forhold til de andre, og hvad den generelle reaktion var på de forskellige værker. I en struktureret konkurrence er den klare og tydelige feedback essentiel, og her fungerede hjemmesiden som en virkelig god platform for at engagere deltagerne i Vores Kunst.

3. Brugerinddragelse kræver klare mål — og redskaber til at nå dem

DR havde forestillet sig, at brugernes engagement langsomt skulle intensiveres, som konkurrencen skred fremad, og kulminere omkring den endelige udvælgelse. Faktum var dog, at brugernes enorme interesse gjorde, at de kom mange af konkurrencens indlagte muligheder for udvikling i forkøbet. Da de 1260 steder var skåret ned til 15, befandt de sig i et underligt limbo og blev i tvivl om, hvad de nu skulle gøre. Skulle man starte forfra og engagere sig om igen, eller skulle man bare sætte sig ned og vente på, at kunsteksperterne traf deres valg? Problemet var, at der ikke — som i ethvert godt computerspil — blev introduceret tilstrækkeligt klare nye regler for dem, der var gået videre til næste runde. Der var for megen uklarhed omkring, hvordan man skulle møde de udfordringer, der nu lå for, og hvilke muligheder, der var for at forbedre ens position.

4. I en konkurrence skal alle kende spillereglerne, så ingen føler sig snydt

Konkurrencen Vores Kunst var tiltrækkende at være med i for brugerne, fordi den for dem handlede om at samle størst lokal opbakning. Denne opbakning viste sig dog ikke direkte overensstemmende med kunsteksperternes valg. Flere følte sig umyndiggjort og, fordi eksperterne ikke kunne give nogen begrundelse for deres fravalg, dømt ude på et uretfærdigt grundlag. Et spil skal have klare regler, og det gør måske ikke nødvendigvis noget, at man ikke har nogen indflydelse i enkelte dele undervejs, men i så fald skal der være klarhed om det fra starten.

5. Formål og proces skal afspejle hinanden

Kunstrådet og Kunstfonden havde en klar og fin interesse i at skabe opmærksomhed om deres arbejde rundt om i landet, men for brugerne havde Vores Kunst et helt andet formål — dem og deres by. Som DR også konkluderede, så kom mange brugere i tvivl, om det nu også var “vores kunst”, de var med til at skabe. Når de nu ikke havde det sidste ord i udvælgelsen, var det så overhovedet dem, det handlede om? Mange blev efterladt med fornemmelsen af et misforhold mellem motivationen og det, der rent faktisk blev det endelige resultat. Et forslag fra tilhørerne var, at DR en anden gang skulle inddrage eksperterne tidligere og gøre deres funktion mere tydelig, da det under alle omstændigheder er vigtigt, at brugerne forstår deres rolle fra start til slut.

T&P har undersøgt 3 kulturorganisationer, der på vidt forskellige måder alle har haft succes med at inddrage sine brugere: Distortion og de åbne partnerskaber, ULKs fælles eksperimenter med ungdommen og Vores Kunsts strukturerede konkurrence. Alle tre eksempler viser, hvor stor en tilslutning man kan opnå ved at uddelegere ansvar og kontrol til brugerne. Alligevel viser Vores Kunst måske klarest, hvad udfordringerne er ved at invitere brugerne ind i en beslutningsproces, det normalt kun er fagdommere, der opererer med. Enkelte skønhedsfejl i projektdesignet til trods må vi blot konstatere, at konkurrencen fik folk op af stolene i et imponerende omfang — et engagement der er rig mulighed for at arbejde videre med og lære af.

Det er svært at komme uden om Distortion, når vi taler om aktuelle eksempler på organisationer der med succes formår at inddrage sine brugere. Festivalen har på en unik måde formået at engagere byens borgere, virksomheder og institutioner i kreative samarbejder, der byder på utallige overraskelser og oplevelser. Denne fremgangsmåde former også festivalens kreative og praktiske form. Men hvordan organiserer man en festival der udefra kan ligne kaos, og hvordan engagerer man folk og giver dem lyst til at tage del?

af: Morten Ammitzbøl

Torsdag d. 20. oktober afholdt Teori & Praksis den første af tre inspirationsdage i serien ”Nye Stemmer”. Eva Hurtigkarl fra Distortion fortalte os om arbejdet med at organisere festivalen, og vi i T&P bragte videre, hvad vi i ugerne op til havde lært ved at mødes og tale med en række af de som er med til at skabe festivalen med egne fester og aktiviteter. Det endte i en diskussion af en festival, der på grund af sin enorme tiltrækningskraft fra og med i år er blevet udråbt til at være en genuin folkefest.

Den interne organisering: Hvordan fire ansatte engagerer hele byen?

Som det fremgår af Distortions hjemmeside, er målet for festivalen at ”sprænge alle fysiske og mentale grænser for, hvad en fest kan være”, men med kun fire fuldtidsansatte er organistationen dybt afhængig af samarbejdspartnernes engagement og kreativitet for at kunne indfri dette. Alle kan som sådan byde ind med en idé til et event, så længe det opfylder to krav: der skal være et kulturelt (og ikke kun kommercielt) indhold, og det skal være åbent for alle.

Hos distortion kalder man byens medarrangører for street hosts, og fra i år har ansvaret for kontakten til disse lagt på Eva Hurtigkarls bord. Eva fortalte os om festivalens erfaringer og hendes arbejde med at holde kontakt til de mange forskellige aktører. Fra at invitere venner og bekendte, er festivalen gået over til i høj grad at sprede budskabet via festivallens indbyggede hype, og i dag er det mere reglen end undtagelsen, at folk selv henvender sig til Distortion med festforslag. Festivalen tager dog stadig selv kontakt til enkelte partnere og er med til at udvikle og forme idéer, så de passer ind i det overordnede tema. I den efterfølgende planlægningsproces er rollefordelingen for det meste klar: partnerne bidrager med de kreative idéer, mens Distortion har den viden og erfaring, der skal til for at kunne vejlede folk i forhold til, hvad der egentlig kan lade sig gøre og hvordan man skal forholde sig til kommune, tilladelser og affald.

Når en samarbejdsaftale er underskrevet, er der ikke nødvendigvis megen kontakt mellem festivalledelsen og de enkelte arrangører. Distortion er under festivalen travlt optaget af at holde styr på de praktiske aftaler, tage imod klager, snakke med pressen og lignende, og derfor har de to parter først kontakt med hinanden igen i forbindelse med en eventuel evaluering.

Partneroplevelsen: Hvorfor feste med Distortion?

Der er som sagt ingen tvivl om, at festivalen lever af folk med særlige passioner og personlige historier, de gerne vil dele igennem fester til Distortion. Det festivalen til gengæld tilbyder er et uformelt forum, hvor deltagerne tør og kan vise københavnerne denne passion. Måske man endda kan sammenligne Distortion med en karaokebar: ligesom på karaoke-scenen er det vigtigere med engagement end erfaring, og fordi alle er i samme båd, tør man i højere grad tage nogle chancer og sætte sin stolthed på spil. Der er dog den vigtige forskel, at Distortion — i modsætning til karaokescenen — formår at give plads til reel kvalitet.

Det er ofte som publikum på Distortion at folk bliver inspireret til selv at skabe arrangementer til festivalen. Distortion er sin egen bedste reklame forstået på den måde, at man til festerne får et billede af det løsslupne engagement, konceptet lever af. Distortion ophæver altså byrummenes vante funktioner og giver plads til engagement og kreativ leg.

Nogle af de ord, der i løbet af eftermiddagen blev brugt om Distortion var ikke-styring, autencitet, spontanitet og medejerskab. Mange samarbejdspartnere føler, at de er en del af et værdifællesskab i kraft af Distortion, og at man er sammen om en fælles sag for byen. Distortion er tiltalende, fordi det stikker ud fra den vante kassetænkning. Alligevel efterlyser flere, at der skal være et filter, der sikrer kvalitet i programmet. Især det voldsomt ekspanderende deltagerantal og sponsoraterne fra de store brands opleves som en trussel mod festivalens mangfoldighed og nysgerrighed. Det er klart, at de kæmpestore DJ-events ikke tilbyder den samme intimitet og plads til spontane møder som de små fester på gadehjørnerne. Men skal man være bange for de store brands? Et bud fra tilhørerne var, at festivalens strategi om at samarbejde med så mange som muligt, faktisk kan være med til at modvirke ensretning: ti fester i stedet for én gør selvsagt udbuddet mere differentieret, ligesom det også kan gardere imod, at alt for store mængder mennesker samles på for små steder.

Dagen og natten: Hvordan kan Distortion genopfinde sig selv?

Som det måske er bekendt, medførte oprydningen for dette års Distortion en uventet stor regning, og af samme grund er en festival i samme størrelsesorden næste år truet. Idet langt størstedelen af festivalens budget skal tjenes ind på klubarrangementerne, hvor langt færre folk deltager end i dagtimerne, er Distortion nødt til at overveje, hvordan man kan gøre nætterne mere attraktive for festivalens publikum.

I T&Ps interviews pegede en række af Distortions samarbejdspartnere da også på de indendørs aftenarrangementer som ”det andet Distortion” eller ligefrem “maskinen”. Det værdifællesskab, man forbinder med Distortion, synes ikke at gøre sig gældende i nattetimerne, hvor det i højere grad er den velkendte, profitorienterede klubstemning, man møder som gæst. Alligevel er man godt klar over, at Distortion også er en forretning, og at hovedindtægtskilden for det nuværende koncept nødvendigvis må være de store indendørs fester. Der synes altså at være en enighed om, at gadefesterne er det åbne, og nætterne er det professionelle, der får det til at løbe rundt. Problemet er bare, at mange ikke er villige til at betale op til flere hundrede kroner for en indendørs oplevelse, når man en hel dag har kunnet købe øl i kiosken og høre gratis musik i det fri.

Inspirationsdagen sluttede med en opfordring fra salen til Distortion om, fortsat at insistere på opfindsomheden. Nætterne skal måske ikke i lige så høj grad prøve at efterligne gadefesterne, men i stedet spille på deres egen særegenhed. Som de britiske Raves i start-90erne skal man tilbyde publikum nogle unikke festoplevelser, hvor man kan se byen fra nye sider. På denne måde mindsker man samtidig skellet mellem dag og nat.

T&Ps første inspirationsdag bød altså på historien om en festival, der trods økonomiske vanskeligheder har formået at skabe en ramme, hvor byens brugere tør følge skæve idéer til dørs; en festival, der er sin egen bedste (og værste) reklame; en festival, der har skabt et værdifællesskab omkring sine partnere, og ikke mindst en festival, der måske nu skal til at opfinde sig selv forfra. I de kommende uger vil vi udvide denne fortælling, når det er Statens Museum for Kunst og DR, der er på programmet.

I den kommende tid samler vi de mange indsigter fra forløbet ”Nye Stemmer” i en samlet rapport om brugerindragelse i kulturinstitutioner. Du kan holde dig opdateret på vores facebook og med vores nyhedsbrev.

Original: "Nye Stemmer no. 1" på teoriogpraksis.dk

http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1472984/twitter-indtager-de-amer...

Faldt over denne lille artikel i politiken igår.
Fænomenet går ud på - som man kan læse - at twitterbrugere har fået særligt tildelte sæder i flere større amerikanske teatersale hvorfra de kan dele oplevelsen og deres reflektioner over twitter.

Ud over at det er endnu et tegn på at vi bliver mere og mere digitale, mere online og mere 'offentlige' er der to ting som jeg finder særligt interressante:

1 Twitter / sociale medier bliver på denne måde et synligt fænomen i teatret og bliver som sådan en del af teater- (el koncert-) oplevelsen. Ikke blot de få gæster som tweeter, men også en stor del af de øvrige gæster bliver hermed tilført en bevidsthed om deres egen 'rolle' i oplevelsen og herunder en erkendelse af at deres subjektive oplevelse er ligeså virkelig og berettiget som 'den iscenesatte virkelighed'. Virkelig nok og interessant nok til at være en oplevelse som bliver en medspiller i hele iscenesættelsen. Hvor vil jeg hen med det?
Jo, et andet ord for fænomenet er 'Verfremdungseffekt' - som Bertolt Brecht kaldte det. Altså selve det fænomen at publikum gøres opmærksom på deres egen holdning, stemning og tanke - at man som publikum inviteres til at forholde sig til og distancere sig fra indlevelsen eller forførelsen i fortællingen og reflektere over sig selv i rummet og i relation der skabes.
For Brecht var det i høj grad et spørgsmål om at frigøre sig fra modtagerens rolle som den mindre værdifulde (eller undertrykte) part og tildele sig selv en frigjort rolle i rummet. Denne sociale agenda kan man godt forsvare som en vigtig del af nutidens udspredelse af sociale medier i kulturlivet såvel som andetsteds.

2 Anledningen til 'twittersæderne' kom fra brugerne og ikke fra institutionerne.
Selvom teatrene har foretaget et strategisk valg ved at tildele særlige sæder til twitterne så har baggrunden tilsyneladende været klager fra øvrige publikummer som følte sig generet af de lysende skærme. Frem for at udelukke en (må man antage voksende) kundegruppe, har et stigende antal teatre tilsyneladende valgt at inkludere de nye medier ved at skabe en særlig skærmet indsats for disse 'frontløbere'.
Klogt af teatrene - men vigtigt er det at invitationen ikke er kommet fra institutionen i første omgang - men nødvendiggjort af at 'twitteri' nu er blevet så stort og 'ikke-til-at-stoppe' agtigt at det allerede er blevet en del af teatrene.

Så hvis man skulle sammenligne med Danmark hvor twitter er noget mindre udbredt kunne man måske drage den konklusion at denne form for 'gennembrud' nok næppe kan ventes fra institutionernes side. Hvis visionære institutioner forsøgte noget sådan ville det med stor sandsynlighed slå fejl (hvis der ikke er en stærk nok brugergruppe som man kan række ud til).

På den anden side er udviklingen nu allerede sket i USA og dansk kultur har på mange andre punkter været dygtige til at importere fænomener fra USA. Særligt hvis der er økonomiske incitamenter. Incitamentet skulle i så fald være at lokke unge og/eller nye brugergrupper i teatret og koncerthuset.

Alt i alt en interessant begivenhed i den udvikling som 'reach out' og brugerinddragelse i kulturen er en eksponent for: At brugerne tager ejerskab over kulturen og kulturinstitutionerne.
At finkulturen udfordres uigenkaldeligt som værende 'den bedste og ypperste' kunst og at 'pøbelen' gør sig selv til ekspressive og medskabende mennesker.
At vi er midt i skabelsen af en ny form for folkelighed.
Med al den dannelse og læring det indebærer.
Og udfordring af eksisterende ideer om magt og ejerskab.

Vidste du, at der hvert år trykkes næsten 200 mio. IKEA-kataloger, at der sælges 20 mio. af de efterhånden klassiske blå IKEA-poser – og at IKEA investerer rigtig mange penge i kundeoplevelsen, fordi det er god forretning? At køkkenforretningen Designa i Kjellerup ved Silkeborg har bygget et køkkentempel i forretningen for at skille sig ud fra mængden og ’give kunderne en på opleveren’?

Vidste du desuden, at Skanderborg Festival som udgangspunkt for at udvikle Danmarks smukkeste festival skaber en fest, som de selv gerne selv vil være med til? Og at Randers Regnskov oprindeligt skulle have været et terrarium i en villa, men nu sigter mod stjernerne med et projekt til op mod en milliard kroner?

Hvis ovenstående palette af oplysninger ikke rigtig siger dig noget, er der stor sandsynlighed for, at du ikke deltog i en intensiv masterclass i oplevelsesøkonomi arrangeret af INVIO og CKO. Her var et halvt hundrede mennesker samlet i 12 timer til spændende oplæg og debat omkring oplevelsesøkonomien i Danmark med udgangspunkt i en række østjyske cases – IKEA i Aarhus, et udviklingsprojekt med deltagelse af tre butikker, Skanderborg Festival og Randers Regnskov. I løbet af de 12 timers masterclass kørte vi Østjylland tyndt og blev oplyst, inspireret og udfordret på vores eksisterende viden om oplevelsesøkonomien. På afstand af dagen er der i hvert fald tre fællestræk for disse ellers meget forskellige cases på oplevelser – og i øvrigt de fleste andre cases i oplevelsesøkonomien.

Oplevelser skal give (oplevelses)økonomi

For det første bliver oplevelserne udviklet med henblik på at tjene flere penge. Oplevelsen skal være med til at differentiere den enkelte oplevelse i markedet af oplevelser, hvor festivaler, zoologiske anlæg, køkkenforretninger og møbelforretninger konkurrerer med hinanden og med en lang række andre virksomheder om brugernes opmærksomhed. Det var særligt tydeligt i IKEA, hvor der investeres i en ny indretning af et miljø i butikken med henblik på at øge omsætningen.

For det andet bliver oplevelserne udviklet som designede koncepter, hvor der gøres meget ud af alt omkring selve oplevelsen. Det kan være i form af fysiske objekter, visuel kommunikation eller følelsesmæssige påvirkninger, hvor hele rejsen omkring oplevelsen er sat ind i en fortællende ramme. Randers Regnskov var vel det mest tydelige eksempel blandt de østjyske cases, hvor der er skabt et helt univers omkring de forskellige verdensdele.

For det tredje bliver oplevelserne udviklet med udgangspunkt i at øge værdien for brugerne (uanset om de så kaldes for kunder, gæster, deltagere eller besøgende). Der arbejdes derfor med at skabe viden om brugernes behov, ønsker og tilfredshed med henblik på at udvikle gode oplevelsesdesign. Uanset om det så sker gennem forskellige former for brugeranalyser eller gennem udbydernes fornemmelser for, hvad ’brugerne vil have’. Skanderborg Festival bruger begge typer viden.

De ovenstående fællestræk giver sådan set sig selv, da de mere eller mindre har været det faste fundament for oplevelsesøkonomien, siden Pine og Gilmore introducerede begrebet for mere end 10 år siden med referencer til fx Disneyland og Starbucks. Utallige bøger og eksempler senere har både begrebet og arbejdet med oplevelsesøkonomien og design af oplevelser udviklet sig og spredt sig til en lang række brancher og virksomheder. Der er sket meget – både i praksis og i forskningen.

Fokus skal rettes mod brugerne – ikke Starbucks

Til trods for at der er sket meget med begrebsudviklingen omkring oplevelsesøkonomien igennem udgivelser som ”Følelsesfabrikken” (Anna Porse Nielsen m.fl.), ”The Experience Economy – A New Perspective” (Albert Boswijk m.fl.) og senest ”Oplevelsesdesign” (Christian Jantzen m.fl.), så lader det til at være de samme typer eksempler på oplevelsesøkonomien, der dukker op igen og igen. Forlystelsesparker (Disneyland, Tivoli, Legoland etc.), brand-temaparker (The Heineken Experience, Mercedes-Benz World, Sony World etc.) og konceptbutikker og –cafeer (Starbucks, Abercrompie & Fitch etc.). Eksemplerne er velvalgte, fordi de giver intuitiv mening i forhold til at forstå oplevelsesøkonomien. Men ofte er oplevelserne inden for ovennævnte eksempler så konceptualiserede og designede, at det kan være vanskeligt at se og forstå den personlige oplevelse midt ’i al postyret’.

 Valget af eksempler har konsekvenser for, hvordan brugeren bliver behandlet både begrebsmæssigt og i praksis. Der bliver generelt brugt mere plads på at forstå udbydersiden end brugersiden. Det er tankevækkende, hvor lidt selve den personlige oplevelse – og hvad brugerens rolle i denne sammenhæng er – fylder i eksempler, praksis og litteraturen. Der mangler efter min opfattelse stadig helt grundlæggende viden om, hvorfor og hvordan brugerne søger oplevelser og hvilke implikationer det har for, hvordan oplevelser skal designes af udbyderne, men endnu mere vigtigt kan designes af brugerne.

Derfor har jeg igangsat et forskningsprojekt med Wonderful Copenhagen og Kunstakademiets Designskole, hvor ovenstående spænding mellem udbydere og brugere netop er fokus under overskriften ”Oplevelsesdesign”. I løbet af tre år vil projektet undersøge oplevelsesbegrebet med udgangspunkt i brugerens oplevelse – uanset om disse oplevelser så finder sted på nogle af de arketypiske steder inden for oplevelsesøkonomien eller om det sker på alle mulige andre steder og tidspunkter. Målet i sidste ende er dog det samme, som målet er for IKEA, Randers Regnskov, Skanderborg Festival og alle andre; nemlig at omsætte denne mere dybdegående viden om, hvordan, hvornår og hvorfor brugerne oplever til at skabe og designe oplevelser, der både giver merværdi til brugere og virksomheder på samme tid. For det er jo trods alt denne merværdi, som oplevelsesøkonomien handler om.

Hvordan kan vi demonstrere kundens arbejdshverdag for de, der udvikler systemerne? Teatret Katapult, KMD, Alexandrainstituttet og konsulenthuset Go Proces har arbejdet sammen det sidste års tid, for at løse den udfordring. Og hvad er der så kommet ud af det? Ikke så lidt, hvis vi selv skal sige det.

 Når vi kombinerer teatrets kompetencer indenfor dramatisering og levendegørelse, med Alexandrainstituttets teknologiske viden, med Konsulenthuset Go Proces´ kompetencer indenfor at koordinere samarbejde og sætte brugernes viden i spil, opstår der nye muligheder.

Hvad går det ud på

 Ambitionen var at vi ville kunne introducere systemudviklerne hos KMD for den hverdag, som deres software skal fungere i.

 Det har vi nu arbejdet med ca et år. Forældre, børn, personale og ledere er blevet interviewet, og har deltaget i workshops, med henblik på dataindsamling, dramatiseringen er blevet skrevet og produceret, og soft- og hardware er blevet udviklet og tilpasset.

 Med hovedtelefoner på hovedet, og en smartphone i hånden kan systemudviklerne vælge at være barn i SFO, pædagog i SFO, leder eller forælder. Du bliver så ledt igennem hverdagen for hver af disse personer, og bliver inviteret ”indenfor” i de tanker de gør sig i forskellige nøglesituationer i en SFO- hverdag. De forskellige nøglesituationer udløses ved hjælp af tags, som scannes med smartphonen. Når du har gennemspillet et spor kan du skifte og prøve de andre spor.

Værktøjet er udviklet, afprøvet og klar…

Projektet er nu så langt, at værktøjet er udviklet og afprøvet og klar til fremvisning. Det er lykkedes at skabe et engagerende og let tilgængeligt audiodrama, der inviterer systembrugeren ind i de 4 forskellige spor: institutionslederen, medarbejderen, barnet og forælderen. Det giver mulighed for at få indblik i, hvad der er på spil i hverdagen for alle fire aktører.

KMDs systemudviklere har afprøvet værktøjet, og givet det rigtigt mange rosende ord med på vejen.

Audiomove.org – også i andre konstellationer

Nu er vi så klar til anden fase, nemlig at præsentere det for andre virksomheder og institutioner med samme type udfordringer. Audiomove- konceptet kan nemlig bruges mange steder.

• Det kunne være supermarkedet, som sender sine servicemedarbejdere igennem et audiomove-forløb, for at sikre at kundeservicen kommer til at køre på kundernes præmisser, og med forståelse for kundernes hverdagsudfordringer.
• Det kunne være Movia, DSB eller anden persontransportleverandør, der ønsker at højne arbejdsglæden hos kontrollører og servicepersonale samtidig med at disses mulighed for at yde den optimale kundeservice bliver forbedret
• Det kunne være den offentlige myndighed, der ønsker at kvalificere sin sagsbehandling, så at borgernes udgangspunkt også i endnu højere grad kunne danne udgangspunkt for sagsbehandlingen
• Eller det kunne være virksomheden som har outsourcet dele af sin produktion, og oplever kommunikationsvanskeligheder på tværs af kultur og sprog.

I alle disse situationer vil audiomove- konceptet kunne sikre at mange medarbejdere på en let og overskuelig måde introduceres dybtgående til den verden, deres arbejde skal udfolde sig i.

Medarbejdernes viden om kundens hverdag vil ikke længere kun hænge på de hverdagsmøder, hvor kundens og medarbejderens baner krydses men kan bygge på et mere indgående kendskab til hvordan medarbejderens arbejde ser ud fra kundens perspektiv. Dermed åbner vi mulighed for at løfte brugervenlighed og service op på næste niveau. 

Audiomove kan skaleres

 Audiomove- konceptet kan selvfølgelig skaleres, og tilpasses den konkrete virksomhed. Hvis Du/ I er blevet interesseret, og ønsker en nærmere præsentation af mulighederne så kontakt os endelig

I dette sidste indlæg vil jeg beskrive, hvordan vi brugte outputtet fra vores mobile probes til at lave kontekst interviews. Til sidst vil jeg præsentere vores findings i vores undersøgelse.

Kontekst Interviews
En mobile probe kan give en forståelse af forbrugsadfærd, handlinger og situationer. Men hvis man vil have indsigt i brugernes værdier, må man et dybere niveau ned. Det kan gøres gennem kontekst interviews.

Med afsæt i mobile probe data interviewede vi 3 brugere hjemme på deres værelser. Gennem mobile probe opgaven fik brugerne lov til ubevidst at reflektere over musikken i deres hverdag. Vores kontekst interviews greb fat i disse refleksioner og blev opbygget i tre faser:

Opvarmning
I mobile proben blev respondenterne bedt om at nævne deres tre ynglings numre. Vi indledte interviewet ved at spørge, hvorfor de havde valgt disse tre numre, og om der lå nogle historier bag. Den interviewede havde allerede tilkendegivet informationer og det var naturligt at fortælle mere om det.

Vis mig hvordan
Den interviewede fik til opgave at vise, hvorfra ynglings numrene og andet musik høres. Medierne blev scannet, mens vi spurgte ind til, hvordan de anvendtes. Denne del skabte en forståelse for, hvordan musikken tilegnes, fra hvilke sites og navigationen heri, samt hvilke digitale præferencer den interviewede havde.

Collagefortælling
Brugeren fik udleveret egne tilsendte billeder sammen med en række udklippede billeder, fungerende som memorytrickere. Mobile probes billederne blev limet på et blank papir og memorytricker billeder blev udvalgt og limet på, mens der blev spurgt ind til oplevelserne. Med kittet kunne brugeren selv eller i fællesskab med intervieweren skabe en personlig collage af dennes ’musikrum’.

Findings af undersøgelsen
Tilbage på kontoret gennemgik vi samtlige data; mobile probe billeder, collagefortællinger, interviewnoter og transskriberinger. På post-its skrev vi  væsentlige observationer eller udtagelser fra den indsamlede data. Undervejs klistrede vi post-its op og tematiseringer blev udviklet visuelt. Ovenstående billede illustrerer de enkelte tematiseringer.

Resultatet af undersøgelsen:

Musik er kunst
For en mindre gruppe er musik kunst. De oplever musikken ved at fordybe sig i rytmer, lyrikken, genren og er interesseret i viden omkring kunstneren. Disse køber oftest musik og helst i form af cd’er for at opnå fuld kvalitet. De vil helst opleve musikken selv, musik er personligt. De bruger musik fra nicherne og har kendskab til sider på nettet, hvor de kan læse anbefalinger og anmeldelser om lignende musik for inspiration.

Musik som socialt element
I researchen ses det, at sociale medier er en stor del af brugergruppens hverdag. De skriver sms’er til hinanden, chatter over msn eller facebook i og efter skolen.
Online chats bruges til at sende musik til hinanden via links fra youtube eller mp3-filer. Musikoplevelsen deles eller også er det for at skabe kontakt. Musikanbefalinger fra venner har større påvirkning ved en stor del af brugerne, da afsenderen står inde for at det er godt.

Musik er minder
De unge forbinder og relaterer musik til personer og situationer, og musikken huskes gennem disse minder. Minder der omhandler personer - kæresten eller måske en person der er gået bort, ferier, steder, små pudsige situationer eller noget vigtig der er sket i livet.

youtube - en indgangsvinkel til musik
Youtube er en stor spiller i de unges musikforbrug. Her gives adgang til en gratis tjeneste, som kan underbygge adskillige behov uden, at de unge skal oprette en brugerprofil. Youtube anvendes til baggrundsmusik, gennemlytning af numre før downloadning, samt kobler musikvideoer sammen med musikken eller giver inspiration til andre versioner af et nummer. Youtube giver musikken andre indgangsvinkler. Sitets popularitet hænger måske i høj grad sammen med, at musikken via et copy-paste af link kan deles med venner på messenger, postes på facebook vægge eller simpelt downloades og konverteres til mp3-filer med et gratis program. De unge er vant til muligheden for, at musik kan forbruges og tilegnes gratis, og holdningen til pirateri er lav.

Image gennem musik
De digitale musik forbrugere køber sjældent musik. Hvis det sker, er det med en kunstner de kender og hvor de ved, at de vil høre hele cd’en. Flere fortalte de købte singler, hvis de støttede et godt formål og henviser til den seneste støttesang for Haiti. Her har de altså samvittighedsovervejelser.
I klasserne vidste alle hvem, der kunne finde ud af at downloade, og skaffe det nyeste musik. Disse skaber sig et image gennem deres digitale kunnen og kan påvirke, hvilken mainstream musik, vennerne bør høre.

Eksempler på diskussioner, emner og aktiviteter på '100 Dansere' konferencen : 

En af hovedtemaerne på konferencen ‘100 Dansere’ var afdække nye måder at inddrage publikum i arbejdet med dans, og hvordan dans kan inspirere til en bedre udnyttelse af de offentlige rum og lokalområder.

Som en del af publicity for projekt ‘100 Dansere’ var det annonceret at alle byboere kunne indsende forslag til steder hvor de kunne tænke sig at der skulle danses, fra pladser til baggårde til legepladser, gågader eller havnefront.
Der kom et antal henvendelser fra publikum, kulturarrangører og beboere, som blev taget med i planen for dansernes ruter rundt i byen.

Der var her tale om et midlertidigt eksperiment, men ideen om en permanent ‘interaktiv platform til kulturelle forsøg’, tror vi kunne vinde genklang i mange kommuner og lokal-områder.
I forbindelse med andre kunst-projekter har arrangørerne af ‘100 dansere’ haft meget gode erfaringer mht at indrage lokale grupper og beboere i kulturelle eksperimenter, og har oplevet utrolig stor velvilje og nyfunden inspiration blandt de lokale beboere, både i storbyen og provinsen.

Byrummet tilbage til borgerne 

I direkte forlængelse heraf mente mange af konferencens dansere og koreografer, at byrummet stort set altid føles restriktivt, og at de sociale regler for hvordan man bevæger sig, eller rettere sagt ikke bevæger sig, er tyngende og konforme.
Det er derfor meget vigtigt, mener konference-deltagerne, at der sættes ind med nytænkining, og sendes nogle klare signaler fra både kommunerne og de private aktører der til daglig administrerer vores offentllige rum.
I forbindelse med at arrangere '100 dansere' konferencen, oplevede vi at der var en kolonorm mængde af restriktioner, når vi forespurgte om tilladelse til at danse i de offentlige rum. Der skulle rettes henvendelse til mindst 5 forskellige instanser, inklusiv Ordenpolitiet, Vej og Park og Slots- og Ejendomstyrelsen, det tog tid, og hos S.E.S. blev vi enda bedt om at betale for tilladelse til at danse i en offentlig park.

Nogle af deltagerne arbejde med et tema omkring ‘vejskilte’, der konstant gøre os opmærksom på farer i de offentlige rum, og de indlysende spørgmål er hvornår der sættes skilte op med ‘dans her’, ‘spil musik her’, ‘alle må lege her’ osv.

Det er vores varmeste anbefaling at der nedsættes lokale online platforme, og arrangeres kulturelle borgermøder, der kan engagerer borgerne i at udvikle gode ideer og arrangere konkrete aktivtiteter, som dans, leg, kultur, sport, marked etc i deres bydele.

Det gælder om at ændre den måde vi opfatter de offentlige rum, og at skabe positive livsbekræftigende oplevelser i hverdagen.