X gange WOW i 2012

Egentlig burde dette indlæg være blevet skrevet sidst i december med overskriften: ”Oplevelser der rørte i 2011”, men som mange andre havde jeg for travlt med netop at opleve, (og en masse andre ting), i december måned, så lad det i stedet være en slags ønskeseddel til oplevelser i det nye år. Hvad mon der venter af kreative overraskelser?

Udover naturligvis ’klassiske’ kultur- natur- og rejseoplevelser, som måske allerede er booket, så er der jo også alt det, der pludselig dukker uventet op, uden at man opsøger det. Græsser man lidt rundt i projektbeskrivelserne på CKO, er det tydeligt, der sker en masse innovativt,også i vores eget projekt Clio Online går Live, der handler det om at skabe gode, spændende og underholdende undervisningsfilm. Hvis jeg blev spurgt om, lige her og nu, hvilke ideer eller ønsker, jeg har til oplevelser i 2012, så ville jeg sige: Overraskende og uforudsigelige wow-oplevelser i dagligdagen.

Wow-oplevelser i 2011

Dem var der flere af i 2011, og en af dem, der først popper op på den indre Google-søgning var kunstinstallationen Urban Forest i metroen på Kgs. Nytorv. Installationen blev skabt af kunstnerne Cecilie Waagner Falkenstrøm og Patrick Coard fra kunstnergruppen The Reframing Initiative, der også udstiller i andre byer verden over. Når man dykkede ned under gadeniveau, åbnede rummet sig i billeder, lys og lyd, med videoballetsekvenser fra Det Kongelige Teater projekteret op på væggene i metroen. Det var ret fantastisk at blive overrasket af et værk, der i den grad omsluttede én i et lækkert stemningsunivers i de minutter, man nu opholdt sig på metrostationen, og som brød rutinen, kedsomheden og ventetiden på en interessant måde. Man kunne sagtens forestille mig lignede tiltag ved busstoppesteder eller andre vente-lokaliteter.

Et andet rasende godt tiltag, jeg faldt over tilfældigt på nettet, er blevet realiseret i Viborg: intelligente affaldsspande, der smasker og bøvser, når man kaster noget i dem, og som ydermere komprimerer skraldet og via sensorer registrerer, når den er fuld. Det er da genialt og oven i købet sjovt!

Emotionelle kicks

Oplevelser handler jo om at have det sjovt og om at blive engageret, fordi man har det sjovt. Det skal med andre ord være nydelsesfuldt på en eller anden måde. Oplevelser spiller på følelserne, og følelser hænger sammen med erindring. Vi husker det, der har rørt os. En strabadserende overlevelsestur i det canadiske vildmark kan, (for nogle), være en stor og nydelsesfuld oplevelse og givetvis en oplevelse, man husker. Men mindre kan bestemt også gøre indtryk.

Hvad med trapper, der er udformet som et klaver, og som spiller, når man træder på tangenterne? Det er allerede opfundet, se bare her. Det er både sjovt og sundt for helbredet, for hvem gider tage rulletrappen, når man kan musicere sig opad! Til gengæld kunne man, (jeg), godt ønske sig det modsatte, når det f.eks. gælder museumsbesøg. Hvor tit har jeg ikke drømt om en slags rullende transportbånd, man kan stå på og lade sig føre rundt mellem herlighederne i sal efter sal uden at skulle trave i gåsegang i en tyk kødrand af besøgende, der hver især skal kæmpe sig adgang til et hurtigt kig på værkerne. Det vil være lige sagen for folk, der har tendens til at få ’museumsben’…

Eller hvad med intelligente biler, der registrerer, om man er en god bilist, der overholder fartbegrænsningerne, så man opnår belønning i form af f.eks. gratis P-pladser eller lavere forsikringspræmier…. Eller en smart og sjov måde at sortere affald på. (I Norge sorterer man allerede sit affald i hjemme i tre kategorier!). F.eks. containere til plastikaffald, glas, pap osv., der spytter en kvittering ud,som man kan få vekslet til kontanter eller give til et godt formål, lidt à la flaskeautomaterne i supermarkederne, men i flotte farver og lækkert design. Listen kan hurtigt blive lang, når man først lader fantasien løbe, og jeg er sikker på, der allerede er ideer i diverse støbeskeer til oplevelser med masser af wow-effekt, der kan gøre hverdagen lidt nemmere at holde af….