Ved vejen lå et hus...

Bilerne kører forbi - tit med mere end de tilladte 80 km i timen. Vejen går tæt forbi, og har man børn, skal de lære at blive på grunden!

Mange husmandssteder rundt om i landet ligger tæt på landevejen. Hvorfor ikke lade vejen gå forbi, lidt længere væk? Og få lidt bedre plads, så huset kan ligge lidt mere på afstand af bilerne der suser forbi - det er vel det der er meningen med sådan et nedlagt husmandssted - revitaliseret som liebhaverbolig, med gyngestativ og fodboldmål?

Da husmandsstederne i sin sin blev lagt ved vejen, var det af praktiske årsager. Husmandsstedernes forretningsmodel og berettigelse fordrede hårdt fysisk arbejde, og mindst mulig afstand til transportsporene. Det var dengang det hele gik langsomt. Bilerne var slet ikke opfundet, og trafikårene blev lagt med blik for husmandsstedet som produktionsapparat og hestevognens hastighed der sjældent var mere end omkring de 10 km i timen.

Når vejen stadig går så tæt forbi, selvom hastigheden for den forbipasserende trafik er øget fra 10 til 80 og ofte mere, er det fordi revitaliseringen af husmandsstedet har skullet varetage flere interesser end liebhaverens: bl.a. landbrugets og kommunens.

Husmandsstedernes jorder er blevet sammenlagt med stordrift for øje, og bønderne har gennem tiden investeret i stadigt større landbrugsmaskiner: store traktorer, plove med mange skær og majetærskere, der skal forrentes af en effektiv drift som fordrer at jordene hænger sammen og strækker sig så langt og stort som muligt. Bonden har sjældent været interesseret i at lade vejen sno sig længere ind på marken så liebhaveren kunne undgå gener fra trafikken på landevejene. Og kommunerne har sjældent set sig i stand til at varetage liebhavernes interesser når vejene har skullet vedligeholdes - ved fx at lægge sporet i en større bue udenom. Det har været alt for dyrt til at kunne retfærdiggøres i lyset af alle de andre opgaver kommunerne har ansvaret for. Ønsket om en sådan diskussion med landbruget, har nok også være til at overse.

Pointen er at vi til dagligt går rundt i en moderne verden, der forekommer os så nutidig at kulturarven bliver usynlig. Vi går ad spor lagt af andre. Kun når asfalten på stenbroen slå sprækker, bliver vi opmærksomme på at vi også går på brosten.

Med forståelsen af, at vore daglige gøremål der i så høj grad bærer præg af nutidens forretningsmodeller og forestillinger om fremtidige berettigelser, finder sted i strukturer fra tidligere tider, kan vi få lejlighed til at fokusere på vore værdier, kan hjælpe os med at prioritere en bæredygtig fremtid. For hvad er det egentlig vi stræber efter? Og hvad er vigtigst? Liebhaverens bo- og opholdsomstændigheder, landbrugets rentabilitet eller kommunens økonomi? Og er det overhovedet muligt at adskille sådanne tre interesser i vores tænkning, hvis vi vil tænke bæredygtigt?

Læg hertil hele den grønne diskussion, naturbevaring, økologi og tankesættet fra "fra bord til jord", det faktum at landevejen sandsynligvis forbinder 2 købstæder, hvis vækst er afhængig af at infrastrukturen til og fra fungerer, osv. osv. Vi har brug for formuleringen af værdier for at kunne prioritere indsatsen til løsning af problemer!