Værdikædeinnovation blandt småproducenter (gastroturisme og forbrugeroplevelser)

Mandag den 21.november drager to af InVios innovationprojekter (fødevarer og erhvervsturisme) sammen med en kreds af mindre fødevareproducenter på studietur til Skåne for at blive inspireret af nabolandets spændende og nytænkende producenter.
Turen er blevet til i samarbejde med det svenske netværk "Smakan af Skåna" og er tredje workshop i et forløb, der startede i foråret 2011 efter en henvendelse fra en visionær og engageret småproducent.
Mens fokus i første workshop var på ideudvikling, skulle anden workshop bl.a. bidrage til at udvikle og udfordre ideen, og derfor blev en lidt større og mere blandet gruppe bestående af fødevareproducenter, gårdbutikker, økologer, ledelses- og PR folk samlet. Ja sågar en fuglefrednings forening var tilstede denne spændende aften, der bød på både fortællinger og prøvesmagninger af lokale og unikke produkter. Som aftenen skred frem blev både højtflyvende visioner og mere jordnære konkrete ideer genfortalt og videreudviklet, og en af udfordringerne viste sig at være, hvordan et fortsat samarbejde med fokus på innovation i denne meget bredt sammensatte værdikæde kunne igangsætte en udvikling til gavn for alle implicerede.
Vi valgte at fokusere på etablering et lokalt netværk af aktører, der kan skabe et sammenhængende koncept baseret på unikke madoplevelser og autentiske fortællinger for at tiltrække alm. forbrugere såvel som turister til deres område. Desuden er intentionen via forskellige platforme såvel fysiske som virtuelle at markedsføre fødevarer og andre produkter fra små producenter i området. Vision er at skabe sammenhæng i salg, oplevelser og produktion.
InVio har i dette projekt bl.a. bidraget til organisering, ledelse og facilitering af innovationsprocesserne, matchmaking og videndeling.