Twitter i det iscenesatte rum 'Over There'

http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1472984/twitter-indtager-de-amer...

Faldt over denne lille artikel i politiken igår.
Fænomenet går ud på - som man kan læse - at twitterbrugere har fået særligt tildelte sæder i flere større amerikanske teatersale hvorfra de kan dele oplevelsen og deres reflektioner over twitter.

Ud over at det er endnu et tegn på at vi bliver mere og mere digitale, mere online og mere 'offentlige' er der to ting som jeg finder særligt interressante:

1 Twitter / sociale medier bliver på denne måde et synligt fænomen i teatret og bliver som sådan en del af teater- (el koncert-) oplevelsen. Ikke blot de få gæster som tweeter, men også en stor del af de øvrige gæster bliver hermed tilført en bevidsthed om deres egen 'rolle' i oplevelsen og herunder en erkendelse af at deres subjektive oplevelse er ligeså virkelig og berettiget som 'den iscenesatte virkelighed'. Virkelig nok og interessant nok til at være en oplevelse som bliver en medspiller i hele iscenesættelsen. Hvor vil jeg hen med det?
Jo, et andet ord for fænomenet er 'Verfremdungseffekt' - som Bertolt Brecht kaldte det. Altså selve det fænomen at publikum gøres opmærksom på deres egen holdning, stemning og tanke - at man som publikum inviteres til at forholde sig til og distancere sig fra indlevelsen eller forførelsen i fortællingen og reflektere over sig selv i rummet og i relation der skabes.
For Brecht var det i høj grad et spørgsmål om at frigøre sig fra modtagerens rolle som den mindre værdifulde (eller undertrykte) part og tildele sig selv en frigjort rolle i rummet. Denne sociale agenda kan man godt forsvare som en vigtig del af nutidens udspredelse af sociale medier i kulturlivet såvel som andetsteds.

2 Anledningen til 'twittersæderne' kom fra brugerne og ikke fra institutionerne.
Selvom teatrene har foretaget et strategisk valg ved at tildele særlige sæder til twitterne så har baggrunden tilsyneladende været klager fra øvrige publikummer som følte sig generet af de lysende skærme. Frem for at udelukke en (må man antage voksende) kundegruppe, har et stigende antal teatre tilsyneladende valgt at inkludere de nye medier ved at skabe en særlig skærmet indsats for disse 'frontløbere'.
Klogt af teatrene - men vigtigt er det at invitationen ikke er kommet fra institutionen i første omgang - men nødvendiggjort af at 'twitteri' nu er blevet så stort og 'ikke-til-at-stoppe' agtigt at det allerede er blevet en del af teatrene.

Så hvis man skulle sammenligne med Danmark hvor twitter er noget mindre udbredt kunne man måske drage den konklusion at denne form for 'gennembrud' nok næppe kan ventes fra institutionernes side. Hvis visionære institutioner forsøgte noget sådan ville det med stor sandsynlighed slå fejl (hvis der ikke er en stærk nok brugergruppe som man kan række ud til).

På den anden side er udviklingen nu allerede sket i USA og dansk kultur har på mange andre punkter været dygtige til at importere fænomener fra USA. Særligt hvis der er økonomiske incitamenter. Incitamentet skulle i så fald være at lokke unge og/eller nye brugergrupper i teatret og koncerthuset.

Alt i alt en interessant begivenhed i den udvikling som 'reach out' og brugerinddragelse i kulturen er en eksponent for: At brugerne tager ejerskab over kulturen og kulturinstitutionerne.
At finkulturen udfordres uigenkaldeligt som værende 'den bedste og ypperste' kunst og at 'pøbelen' gør sig selv til ekspressive og medskabende mennesker.
At vi er midt i skabelsen af en ny form for folkelighed.
Med al den dannelse og læring det indebærer.
Og udfordring af eksisterende ideer om magt og ejerskab.