Sparringsforløb til vinderne af Creative Business Cup
Af: Nicholas Parking
CONNECT Denmark sidder med i dommerpanelet og tilbyder Springboards til de tre bedste deltagere i Creative Business Cup, som starter i oktober.
Der venter masser af kvalificeret sparring til nogle af landets dygtigste kreative iværksættere i forbindelse med den kommende udgave af Creative Business Cup.
Læs mere og tilmeld dig workshops for iværksættere i forbindelse med Creative Business Cup
CONNECT Denmark tilbyder nemlig sparringsforløb til de tre bedste deltagere i konkurrencen. Creative Business Cup er en konkurrence for iværksættere fra kreative erhverv som for eksempel mode, musik, madkultur og computerspil.
”Der er masser af spændende virksomheder inden for de kreative erhverv, og CONNECT Denmark vil gerne hjælpe dem med at udvikle deres forretningsmæssige potentiale bedst muligt”, siger André Elm, regionschef i Region Sjælland, som også sidder med i det panel, der skal bedømme de kreative projekter.
Udover CONNECT Denmarks sparringsforløb til de tre bedste deltagere, belønnes første- og andenpladsen med henholdsvis 50.000 kr. og 25.000 kr.
Læs mere om præmierne til vinderne af Creative Business Cup 2011
”Efter konkurrencen vil vi gerne arbejde videre med de iværksættere, som har ambitioner og det største potentiale for udvikling og vækst”, siger André Elm.
Det er Center for Oplevelsesøkonomi, der står bag Creative Business Cup i samarbejde med CONNECT Denmark, Venture Cup, Symbion og Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Du kan læse mere om Creative Business Cup på www.creativebusinesscup.dk.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

