Snakken på gangen
Af: Mette Bryder
Det er ikke første gang, vi forsøger at forbedre den måde, som vi håndterer og deler viden på i Lundbeck. Men det har vist sig at være rigtig svært. Så denne gang vil vi gøre noget anderledes.
Vores deltagelse i VIM-projektet blev for alvor synligt for vores kollegaer i afdelingen ved de første fokusgruppeinterview. Her var afdelingen samlet, for at vi kunne få analyseret vores nuværende videndelingsprocesser. Fokusgruppeinterviewet var en styret proces, som kun varede få timer. Men effekten var stor. I dagene efter gruppeinterviewet summede snakken på gangen omkring de ahaoplevelser, vi alle havde fået under interviewet. Ved kaffemaskinen blev der grinet af en kliché, vi pludselig var blevet opmærksomme på: ”Det har jeg da fortalt”. For vi var nu blevet opmærksomme på, at det ”at fortælle” og det ”at høre” er to meget forskellige ting.
Kan det virkelig være rigtigt, at ting skal fortælles flere gange før budskabet bliver husket? Hvad skal der egentlig til, for at information bliver husket og anvendt?
Der var blevet skabt en nygerrighed og interesse for, at vi ikke bare får udleveret en smart løsning, som ingen tager ejerskab for og som derfor hurtigt kan blive glemt eller forkastet som ubrugelig. Denne gang skal vi selv finde løsningen. Og i VIM-projektet er der sat tid af til, at vi både kan analyse, udvikle, afprøve og tilpasse vores løsninger.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
