Sensorial Shopping - når sanser skaber eget rum

Ved Salone del Mobile messen i Milano i foråret blev sanserne konstant bragt i spil. Møbel- og trendmessen involverede store dele af byen, og de forskellige kvarterers karakteristiska og stemning blev sat i spil. Mest udtalt var dette kvarteret Tortona, der rummer mange up-and-coming designere og i det hele taget har en del kant. Et godt kvarter  til at udfordre sine sanser!

Man kunne for eksempel gå ind i parallelle universer med referencer til store film og på en regnvåd dag pludselig befinde sig i et fløjlsblødt mørke med drømmeagtigt lys fra optiske fibre og en rumklang, der forsvandt sammen med ens retningssans. De fortryllende lyskilder måtte lige berøres på The Fiction Hotel. Det var der nok ingen der så.

 IKEA havde fundet sin egen vej i en lidt anden retning – Via UPPLEVA. Møbelgigantens udstilling var en gade med små Bulderby huse – Via UPPLEVA. Det er samtidig navnet på deres nye fladskærms-tv, men IKEA brugte lejligheden til at iscenesættelse den nyeste teknik og det nyeste design med reference til det kendte Bulderby som ramme. Gaden med de mange et-værelses boliger fokuserede på det enkle, nærværende og kompakte. Super funktionelt på få kvadratmeter. En ærlighed i forhold til vores økonomiske råderum efter krisen, men også med referencen til det børneunivers, hvor sammenhold og menneskelige værdier er i centrum. Plads til det individuelle – selvom råderummet og boligen er af de mindre.

De to meget forskellige eksempler på oplevelsesuniverser hviler begge på historiefortælling. The Fiction Hotel fra film og Via Uppleva fra bog og senere tv-serie. Begge signalerer en tro på, at fremtiden inden for boligindretning - og indretning af butikker - er placeret i en ramme af oplevelser med fortælling. En tilfredsstillende konklusion for projektet Sensorial Shopping.