Selvbedraget i dansk turisme

Forleden var jeg til symposium om dansk turisme arrangeret af REG LAB. Det satte gang i en række overvejelser om, hvad de reelle udfordringer i dansk turisme er og hvorfor vi har en tendens til at diskutere organisering og rammebetingelser i stedet for at fokusere på forretningsudvikling.

Anledningen til seminaret var Eskild Hansens bog Et land med kant, der udkom tidligere på året og som skal ses som en personlige beretning og invitation til debat.

Eskild Hansens diagnose af dansk turisme er interessant. Danmark er som turistdestination for lille, for dyr og for mainstream. Og turismen er præget af intern splid mellem aktørerne som er for optagede af at diskutere organisering og urokkelige rammebetingelser. De bør i stedet fokusere på forretningsudvikling med virksomhederne i centrum for at skabe udvikling og vækst i dansk turisme. Der er med andre ord behov for en erkendelse af, hvad de reelle udfordringer er og en dyb omstilling af erhvervet.

Jeg er langt hen ad vejen enig i den skarpe diagnose, som Eskild Hansen stiller, men han kommer for mig at se mere med nogle bud, der peger mod en løsning, end han giver svaret på, hvordan vi kurerer sygdommene i dansk turisme. Og det er for så vidt meget forståeligt, da der for mig at se ikke findes en mirakelkur - for at blive i det billedsprog. 

En af de pointer, som jeg synes er mest interessant, er Eskild Hansens opgør med, at alle turismeaktører er lige vigtige. Vejen frem er specialisering. Jeg kan kun give ham ret i, at der for mange steder rundt omkring i landet er for stort fokus på smådrift-projekter med begrænset vækstpotentiale. Væksten må ifølge Eskild Hansen hentes via stordrift a la aktører som Lalandia, Louisiana, Nyt Nordisk Køkken og Comwell.

Prioriteringens dilemmaer

Men hvis vi skal prioritere og satse på de 20% af turismen, som skaber 80% af omsætningen, sådan som Eskild Hansen argumenterer for, så involverer det jo også samarbejde med de rent kommercielle aktører. Og her har de offentlige aktører en udfordring idet, der er tale om et vaskeægte dilemma. Selvom det giver rigtig god mening at bygge turismeindsatsen op omkring store lokomotiver, så efterlader det de offentlige turismeaktører i en vanskelig situation, for hvad er så deres rolle? Og er de rent kommercielle aktører parate til at påtage sig en bredere samfundsmæssig rolle, eller vil de hellere køre deres eget løb?

Der findes gode eksempler på, hvordan samarbejder mellem offentlige og private aktører kan fungere. Et er dem er projektet Børnenes Hovedstad. Her er LEGO Fonden og Billund Kommune gået sammen om at gøre Billund til det globale mødested for virksomheder, forskere m.fl. med fokus på børn, leg, læring og kreativitet som samtidig skal gøre det endnu mere attraktivt at bo i Billund. 

Jeg glæder mig derfor også til at følge det nye Videncenter for Kysturisme, hvis formål er at bidrage til at styrke innovation og viden om nye vækstmuligheder i dansk kystturisme. Om få uger offentliggør de, med forbillede i den svenske turismestrategi, hvilke kystturismedestinationer, de mener Danmark skal satse på fremover og som skal være portene til de øvrige destinationer med national og lokal attraktionskraft.

Eftermiddagens indlæg vandt ligeledes genklang blandt de øvrige tilhørere, der også savnede stærkere prioritering og en satsning på fyrtårne, der kan tiltrække de efterlyste udenlandske turister – også udenfor København.

Mange kærlige hilsner,

Line