Samarbejdet baner vej for at arbejde med videndeling som disciplin
Af: Heidi Kisling
Da jeg i december deltog i CKO’s arrangement Projekternes dag, blev jeg spurgt ’Hvorfor går en stor virksomhed som Novo Nordisk med i sådan et projekt, I kunne jo bare betale nogen for løsningerne’. Men det er jo netop det vi har lært, at man ikke kan. Det er ikke nok med en præsentation eller endags arrangement, hvor vi arbejder med kommunikation – vi er nødt til at få det ind under huden – arbejde med det over en længere periode – skabe bevidsthed – eksperimentere og lære. Kun på den måde kan vi flytte videndeling fra PowerPoint shows til kreativ, oplevelsesbaseret videndeling, hvor vi tager ejerskab for og gøre det til en integreret del af vores daglige videndelingsrum. Både i tilbagevendende statusmøder og i workshops, hvor der skal nye ideer frem. Vi er med i projektet for at arbejde med kreativ og oplevelsesbaseret videndeling som en disciplin, få det ind under huden og kunne bruge det.
En anden grund til at gå ind i projektet er også, at når vi arbejder sammen som et team, skaber det fortrolighed og tillid. Vi arbejder os ind på hinanden og tør dele vores gode og dårlige oplevelser. Vi tør være åbne, prøve nyt og eksperimentere sammen og dermed lære af hinanden og dele vores nye erfaringer. Det er også interessant, fordi vores virksomheds-kulturer og perspektiver er forskellige, og vi kan derigennem se på os selv med nye øjne f.eks. vores mønstre og metoder til videndeling. Vi bliver også bekræftet i de observationer, vi gør hver især i videndelingsrummene. Vi skaber i projektet et videndelingsrum mellem Novo Nordisk og Lundbeck, hvor vi trygt kan lære af hinanden og dele de erfaringer vi har og få i løbet af projektet. På alle måder bliver vi meget bedre til at dele viden.
Med projektet er videndeling og nye måder at dele viden på blevet et hot emne ikke kun i vores afdeling, men også hos dem vi skal dele viden med i resten af Novo Nordisk. Vi har jo haft besøg udefra – er blevet observeret og interviewet. Det har skabt forventninger blandt deltagere og i ledelsen, og vi er begyndt at tænke over, hvordan vi holder møder og glæder os til at lære nye metoder. Især det, at vi selv skal være med til at skabe de kreative og oplevelsesbaserede videndelingsmetoder, der passer til vores situation, gør det spændende. Vi har gjort det til et strategisk mål i 2012 at lære metoder til kreativ og oplevelsesbaseret videndeling og bruge dem i alle vores videndelingsrum.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
