Retromønstre i moderne design

Ny strik på gamle masker

 

 

 

Bulgarske Yordanka Yanakieva designer striktrøjer i moderne og abstrakte mønstre med rødder tilbage til sit hjemlands gamle og originale folkedragter. Britiske kvinder mellem 15 og 25 år bliver

sandsynligvis de første, som får glæde af 29-årige

Yordanka Yanakievas evne til at designe nye mønstre og abstrakte motiver til moderne striktrøjer med afsæt i sit hjemlands gamle

originale klædedragter. Yordanka Yanakieva stammer fra Bulgarien, men har de sidste ti år boet i Danmark, hvor hun for

godt et halvt år siden kronede den lange og krævende uddannelse til tekstildesigner ved Designskolen i Kolding med et afsluttende

afgangsprojekt, der fik trendspotterne fra den britiske modekonfektions- og forretningskæde River Island til at spærre øjnene op.

En af striktrøjerne i Yordankas projekt var nemlig så nyskabende i sit design og sit udtryk, at River Islands kort efter måtte slippe en pæn skilling for at sikre sig designet for næsen af alle konkurrenterne og anvende mønstret på en af sine kommende striktrøjer på det britiske marked, hvor River Island driver flere hundrede forretninger.

Dyremotiver og mosaikmønstre

Selv om trøjen og det tilhørende designmønster er havnet på britiske hænder, er der stadig noget at hente for den danske tekstil- og beklædningsbranche. Yordankas designstrik er nemlig et mønstereksempel på, hvordan man strikker et helt nyt og moderne design sammen på gamle masker. Sagen er faktisk den, at alle de mønstre og

motiver, som går igen i striktrøjerne i mit

afgangsprojekt, er hentet fra et lille udvalg af de talrige dekorative mosaikmønstre, dyremotiver og menneskeskikkelser, som kvinderne i mit hjemland møjsommeligt har vævet og broderet ind i de gamle folkedragter fra de forskellige egne af Bulgarien gennem flere hundrede år , fortæller

Yordanka Yanakieva. Dragterne er utroligt farverige og smukke og bruges stadig rigtig meget ved særlige lejligheder, selv om mange af dem har flere hundrede år på bagen. -Især i de senere år, hvor flere og flere almindelige bulgarere også klæder sig i folkedragterne til dagligt - som en manifestation overfor den store indvandring af tyrkiske muslimer, der især er foregået i den sydlige del af Bulgarian, hvor jeg selv kommer fra

, fortæller Yordanka Yanakieva.

 

 

Ny renæssance til bulgarsk nationalkarakter

Hun stammer oprindeligt fra byen Asenovgrad lige udenfor Bulgariens næststørste by, Plovdiv, hvor den tyrkiske indvandring har været massiv i flere år. Tyrkerne kommer for det meste med en muslimsk baggrund og forsøger på forskellig vis at udbrede de muslimske værdier og traditioner, som ikke altid falder i god jord. For at holde fast i den oprindelige bulgarske identitet og

nationalkarakter, har den bulgarske folklore fået en ny renæssance. For eksempel i de omkringliggende bjerge. Her ligger en lille

landsby, hvor den nationale selvfølelse stives af med en gevaldig festival over flere dage med gamle kædedanse, sækkepibe-optog og tusindvis af bulgarer i gamle dragter. -En rigtig flot begivenhed, hvor jeg på et tidspunkt

tog et fotografi af en masse farverige tæpper på rad og række på en tørresnor. Jeg blev så fascineret af tæppernes mangfoldighed af farver og mønstre, at jeg ville bruge billedet som afsæt for mit afgangsprojek

t, fortæller Yordanka. Hun gennempløjede herefter en masse tykke bøger om de gamle bulgarske folkedragter. Scannede billeder i læssevis og zoomede ind på et utal af alle de sirlige og veludførte mønstre og motiver, som enten er vævet eller broderet ind i dragterne.

 

 

-De detaljer og motiver, jeg blev mest betaget af, analyserede jeg ned til punkt og prikke og forstørrede dem herefter så meget, at den mindste del af motivet forandrede sig til et nyt og selvstændigt motiv med et mere moderne og abstrakt udtryk over sig. Disse motiver transformerede jeg herefter om til forskellige strikmønstre, der egner sig til lette uldtrøjer til kvinder , forklarer den nyuddannede

 

tekstildesigner, som på den måde har føjet en ny og kreativ dimension til sit hjemlands gamle, originale folkedragter.

 

 

Motivet på det færdige strikdesign, som Yordanka Yanakieva afsatte til Rivers Island få uger efter sit vellykkede afgangsprojekt sidste sommer, har et abstrakt look med stramme - og næsten Per Arnoldi-agtige - linjer over sig. Intarsia-strik med en høj detaljeringsgrad.

De bulgarske folkedragter er udsmykket og dekoreret med fornemt håndarbejde af den ypperste slags. Broderede mosaik-mønstre med masser af geometriske figurer går ofte hånd i hånd med fintvævede skikkelser af både dyr og mennesker. Designet er nyt - men det grundlæggende mønster på disse to striktrøjer fra Yordankas hånd har i virkeligheden flere hundrede år på bagen. Den nyuddannede tekstildesigner har været på hugst i sit hjemlands gamle folkedragter og simpelthen forstørret et lille udsnit af et større og mere kompliceret mønster fra de gamle bjergbønders originale uldfrakker. Blandt samtlige afgangselever på designskolens tekstil-linje valgte Yordanka Yanakieva at satse på strik til sit afsluttende projekt sidste sommer.

Disse forstykker er blot et lille udvalg af de mange striktrøjer, som Yordanka designede, mens hun var i praktik hos det britiske strikkefirma Knit-1, der udelukkende beskæftiger sig med at udvikle og sælge nye strikdesigns til de førende mode- og

tekstilproducenter i Europa.