Refleksioner over kulturel mangfoldighed

D. 19. marts var der høring på Politiken om UNESCOs konvention om kulturel mangfoldighed, og dette satte gang i nogle refleksioner. Under høringen blev det bl.a. debatteret, hvordan vi undgår at begrebet udelukkende kommer til at dække over bevarelse af nationalkultur fremfor også beskyttelse af marginaliserede gruppers kultur.

Begrebet kulturel mangfoldighed kan anvendes på mange forskellige måder og med forskellige betydninger. Konteksten er derfor også afgørende for, om begrebet virker inkluderende eller ekskluderende, homogeniserende eller heterogeniserende, og det vil derfor også naturligt have konsekvenser for vores fællesskaber og kulturliv.

To relevante begreber til denne debat kan være Robert D. Putnams skelnen mellem hhv. brobyggende og sammenbindende fællesskaber.

Fællesskaber er, ifølge Putnam, sammenbindende når de bygger på et indadvendt fællesskab blandt homogene grupper. Dette kan virke ekskluderende og grænseforstærkende mellem forskellige fællesskaber. Hvis fællesskaber derimod er brobryggende, vil de bestå af grupper som ikke umiddelbart ligner hinanden, hvilket kan være grobund for skabe gensidig tillid og forståelse mellem mennesker, som er forskellige. Dermed vil disse fællesskaber også fremstå mere inkluderende.

Pointen med denne skelnen er, at det gavner samfundet som helhed, at borgere indgår i brobyggende netværk, selvom det for individerne kan virke mere nyttigt at indgå i afgrænsende og sammenbindende fællesskaber. Det er vigtigt at understrege, at vi har brug for begge typer relationer, men hvis vi gerne vil leve i et kulturelt mangfoldigt samfund, finder jeg det vigtigt, at vi er bevidste om at være inkluderende og netop skaber plads til og dialog mellem fællesskaber, som ikke typisk omgås, at vi bygger broer. Hvis vi derimod bygger vores samfund op om sammenbindende fællesskaber er der en fare for at vores samfund kommer til at skabe kløfter mellem dem og os og på den måde også virke ekskluderende som samfund.

Det blev til høringen foreslået, at vi i stedet for et nationalt fokus har et regionalt fokus og den ide vil jeg gerne tilslutte mig, da dette i langt højere grad vil fordre brobyggende relationer til gavn for et samlet, mangfoldigt samfund. Der skal netop være plads til forskellighed, forskellige normer mv. i vores kulturliv. På denne måde kan vi undgå en højere grad af marginalisering, samt et civilsamfund der agerer kritisk offentlighed.