Oplevelsesdesign af vogn til affaldssortering
Af: Resumers
Vi har nu i projektet fået designet og fremstilllet en sorteringsvogn til butikkerne i Field’s.
En tidligere analyse af butikkernes håndtering af affald viste, at det vigtigste parameter for, om medarbejderen sorterer rigtigt, sker inden affaldet fragtes fra butik hen til affaldssorteringen. Derfor har vi fået designet en vogn, der tager højde for butikkernes adfærdsmønstre og behov.
Vi har haft en industriel designer inde over processen for at gøre vognene så brugervenlige og æstetiske som muligt. Vi har valgt at producere to prototyper ud af kasserede Bilka-indkøbsvogne. Ideen til dette opstod af, at butikkerne i forvejen ”lånte” vognene som transportmiddel af affald fra Bilka-butikken i centret.
Denne uortodokse brug af transportmiddel, valgte vi at tage udgangspunkt i og bruge som skabelon for vores sorteringsvogn. Vi har fået Bilka til at indgå i samarbejdet og sponsere vognene, som er blevet redesignet og ”upcyclet”til projektet.
Alfa omega for design af vognen er den fine linje mellem funktionalitet, design og æstetik. I et center som Field’s er det vigtigt at forholde sig til drift – omkostningen ved den daglige brug og slid på materiel. Dette parameter, bliver der skelet enormt til og derfor skal nyindkøb være driftsikre og hurtigt kunne skiftes ud, de skal være prisfornuftig og de skal kunne håndteres af medarbejdere uden lange instrukser og de skal motivere til den rette adfærd.Alle disse parametre er der taget højde for i vores design af vognene.
Næste skridt er at få vognene testet i Field’s, få brugen evalueret og dernæst få rettet designet til efter test.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

