Ny "erhvervsguide" til musikere

”Musik & Brands – en guide til musikere” skal gøre det lettere for musikere at indgå samarbejdsaftaler med erhvervslivet

Hvordan sælger man sin musik til virksomheder? Hvad kan de bruge den til? Hvordan ser en god samarbejdsaftale ud?

Det er nogle af de spørgsmål, som Musikzonens nye udgivelse ”Musik & Brands – en guide til musikere” forsøger at give svar på. Guiden henvender sig til etablerede musikere, komponister og branchefolk, der ser nye indtjeningsmuligheder i partnerskaber med erhvervslivet, som i stigende grad bruger musik i markedsføringen.

Guiden er gratis og fås både i en trykt og en elektronisk udgave.  Begge er delt op i fire overskuelige afsnit, der er værd at læse igennem, inden man tager kontakt til en virksomhed.

Sidst i guiden er der ti gode råd fra managementbureauet Volcano Management, der blandt andet satte Kashmir i kontakt med bryggeriet Royal Unibrew og stod bag Nephews samarbejde med DSB Wildcard.

Men det er ikke kun de helt store navne, der kan få en masse ud af at tænke i nye baner. På Musikzonens hjemmeside www.musikzone.dk kan man finde eksempler på mange forskellige typer samarbejde mellem virksomheder og musikere, der betragter deres musik og kreativitet som en vare og en kompetence.

Den trykte version af "Musik & Brands - en guide til musikere" kan fås på Musikzonens kontor, der ligger på adressen Landemærket 25, 1016 København K.