Nils fandt sin niche med DesignIVÆRK
Af: DesignIVÆRK
Wayfinding - at finde vej i fx. offentlige bygninger, er ofte en kompleks sag, og skiltningen bliver sjældent løst tilfredsstillende. Nils Damsgaard har gjort det til sin niche at finde vej i offentlige bygninger og brugte Designandelens forretningsudviklingskursus, DesignIVÆRK, til at blive endnu skarpere på sin forretningsplan.
Følg pilene til teknisk forvaltning. Vi kender det allesammen, når vi skal finde vej i offentlige bygninger. Vi bliver ofte mødt af oversigtskort, vi ikke kan finde ud af og ender med at spørge om vej. Designandelens kursus for designere og andre kreative, DesignIVÆRK, hjalp arkitekt og industriel designer Nils Damsgaard med at finde vej i forretningsplanen.
”Når fru Hansen skal finde vej på et sygehus, er det en kompleks situation,” siger Nils Damsgaard, der har specialiseret sig i at lave skilte til, hvordan man finder rundt i komplekse miljøer.
Efter 26 år i Danmarks største skiltefirma ved han, at der ligger langt mere bag, end blot nogle plader med tekst, pile og symboler på. Det er ét af mange hjælpemidler til at finde sikkert fra A til B, som han udtrykkeligt forklarer det.
Han har også været på et traditionelt iværksætterkursus, men Designandelens kursus har givet mere praktisk øvelse og mere sparring og fokus på forretningsidéen fra de andre kursister.
”Det har været grænseoverskridende at skulle præsentere et produkt eller en ydelse, som kun er halvt færdig og som man pludseligt skal til at sætte ord på,” siger han.
Han har blandt andet stået for skiltningen på Odense Universitetshospital, der er et af landets største hospitalsenheder med over 200 afdelinger og mere end 100 indgange.
”Her er det umuligt at skilte på traditionel vis,” griner han. I stedet har han valgt at lave et oversigtskort og et index, hvor man kan finde indgangsnummeret på afdelingen.
”Hvis det fx fremgår, at Hæmatologisk Ambulatorium ligger i indgang 68, behøver man kun at følge skiltene til indgang 68. På den måde henvises til et fysisk sted og ikke funktion, der oftere flyttes. Skiltningen er derfor altid opdateret, og kommunikationen er enkel, fordi fru Hansen kun skal huske på et nummer, der i øvrigt fremgår af indkaldelsen,” siger han.
Vejvisningsskiltning er ofte præget af løbende tilføjelser og deraf følgende skilteskov. Logisk skiltning behøver hverken være dyrt eller grimt, det skal bare gøres rigtigt.
” - noget, man bør tænke på i forbindelse med de nye sygehusbyggerier,” siger han.
Salgsmand er han dog ikke umiddelbart, erkender han.
”Kurset har været en god øvelse i at sælge på den rigtige måde, og i det hele taget præsentere, hvad det er, jeg vil,” siger han.
På vej ud af Spinderihallernes café spørger en forbipasserende om vej til Xeneriet.
”Se, der var den igen,” siger Nils Damsgaard begejstret, - ”Det er over det hele. Som i mange offentlige bygninger er det komplekst at finde vej.”
Se Nils' profilside på designandelen.dk og cases her.
Næste DesignIVÆRK-forløb starter onsdag den 12. september 2012.
Tilmeldingen er startet, og har du lyst til at vide mere om forløbet og hvordan du kommer med, så læs mere om DesignIVÆRK-forløbet. eller kontakt projektleder Majbritt Chambers:
Mail: majbritt(at)designandelen.dk
Tlf: +45 3057 6612
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

