Netværket er ved at samle sig

7 personer med rødder uden for Danmark har nu meldt sig til vores kulturnetværk i Gladsaxe Kommune. Vi har annonceret i lokalaviserne og sendt invitationer ud via vores kontakter rundt om i kommunen, og syv personer med forskellig baggrund har meldt sig. Der er spredning, både i forhold til alder, køn og etnicitet, så det ser foreløbig rigtig fint ud. Og hvis alle møder frem, så er antallet også fint.

Vi har foreløbig fastlagt tre møder, hvor netværket skal møde forskellige kulturelle institutioner i kommunen. Medarbejdere fra disse institutioner vil deltage og skal så have mest mulig inspiration med hjem fra kulturnetværket, til deres fortsatte arbejde med at styrke den kulturelle mangfoldighed i deres tilbud.

Første møde vil foregå i Bibliografen, der er en kobling mellem biograf og bibliotek, så temaet vil være film og bøger. Det bliver første gang, at kulturnetværket samles, så vi er spændte på udbyttet, for både institution og deltagere. Første møde er i uge 39, så mere nyt derefter.