MoOZ projektet – Mobile OplevelsesZoner
Af: Søren Smed
Formålet med MoOZ projektet er at udvikle nye koncepter og digitalt indhold til mobiltelefonen samt at opsamle og udvikle viden herom. Dette sker bl.a. ved at afprøve og undersøge, hvordan brugerne anvender de mobile tjenester og det digitale indhold, der udvikles og implementeres i projektforløbet. På baggrund af disse erfaringer og observationer generaliseres viden indsamlet i projektet, således at den bliver anvendelig for fremtidens udvikling af mobile tjenester. Erfaringen med udvikling, implementering, undersøgelser af og andre eksempler på mobile oplevelseszoner publiceres i antologi med baggrund i projektet, som udgives i det tidlige forår 2012.
ApEx – Center for Anvendt Oplevelsesøkonomi er projektholder, og de øvrige partnere i projektet er Fårup Sommerland, Nordsøen Oceanarium, Aalborg Zoo, Karolinelund, Skallerup Klit samt Nordjyske medier.
Et af delprojekterne i MoOZ projektet har været udvikling og undersøgelse af en smart phone app til Fårup sommerland. Dette delprojekt beskrives kortfattet nedenfor.
Fårup Sommerland
I 2010 blev Fårup Sommerland kåret som verdens tredjebedste sommerland for børn og tildeltes ”The Golden Ticket Award”. Med 641.085 gæster i sæsonen 2011 blev der sat ny rekord. Det store besøgstal vidner om mange glade gæster, der har fået en god oplevelse i parken. Oplevelsen har nu fået endnu en dimension med den nye smartphone-applikation, Fårup Sommerland i regi af MoOZ-projektet fik udviklet til åbning af 2011-sæsonen.
Applikationen, der er udviklet til både iPhone og Android, indeholder en lang række funktioner og features; alle med fokus på at formidle forskellige serviceoplevelser fra Fårup til gæsterne. Det overordnede formål med applikationen er at fungere som katalysator for en forbedret besøgsoplevelse for gæsterne. Tiden de tilbringer i parken skal optimeres, hvilket skal forstås som en udvidelse af muligheden for at prøve så mange forlystelser som muligt.
Applikationen er udviklet i samarbejde med Ncouraged, som har stået for den tekniske udvikling og implementering.
Konceptet
Applikationen har primært børnefamilier som målgruppe, men kan sagtens anvendes af par, en vennegruppe eller af individuelt besøgende. Specielt børnefamilier vil kunne opleve en mere udbytterig og positiv oplevelse, ved at minimere ventetider og dermed utålmodige børn.
Kernefunktionen er netop visning af kø-ventetider for de syv hovedforlystelser i parken, hvilket sker via en overføring af ventetidsdata fra den nuværende SMS-baserede platform til en anden platform, der kan integreres i smartphone-app’en. Med den funktion kan gæsterne slippe uden om den lange kø til fx Colorado River (Træstammerne), og prøve andre forlystelser indtil køen er mindsket. Altså får gæsterne en mere floworienteret oplevelse. Derudover indeholder app’en en række andre funktioner med anden relevant information. Disse funktioner omfatter bl.a. en Augmented Reality kort-funktion, hvor gæsterne holder deres smartphone op foran sig, og via telefonens kamera vises den virkelige verden på displayet, hvorpå der lægges et digitalt lag af informationer i form af små, interaktive ikoner. Hvert ikon repræsenterer en forlystelse, en butik, et spisested eller en informationspost i parken. Derudover vises afstand og retning til fx den givne forlystelse, hvilket bestemmes via telefonens GPS.
Endvidere indeholder telefonen et faneblad kaldet ”Kontakt”, hvorfra gæsterne fx kan tilmelde sig Fårups nyhedsbrev, sende feedback til Fårup eller indsende et foto via MMS, der efterfølgende vises på Fårups tidligere omtalte mobilsite, der blev udviklet under 2. delprojekt, ”Før, under & efter besøget”. App’en udnytter denne funktion, ved at integrere mobilsitet.
Udover ovenstående indeholder app’en mindre funktioner så som Facebook integration og push-beskeder, der automatisk aktiveres og fremkommer på telefonen, når brugerne befinder sig i de prædefinerede fysisk afgrænsede zoner, der findes rundt om i parken.
Det er således hensigten, at applikationen vil føre til væsentlige nye erfaringer om mobilbaserede services og oplevelser i attraktionsbranchen.
Brugerundersøgelser og resultater
Der er i løbet af 2011-sæsonen blevet udført en række forskellige empiriske studier på brugen af Fårup-applikationen. Undersøgelserne dækker, interviews (både i parken og via telefon), korte og længerevarende observationsstudier af gæster i sommerlandet, og kvantitativ data såsom statistik over downloads, og hvor de fandt sted. Formålet med undersøgelserne var at indhente viden om, hvordan app’en fungerer i besøgssammenhæng. På baggrund af studierne fandt ApEx ud af, at besøget beriges ved brug af kernefunktionen ”ventetider”. De øvrige funktioner blev anvendt mindre i den indsamlede empiri, fx anvendes AR-kortet kun kortvarigt, da det angiver retning i fugleflugtslinje og virker kaotisk i forhold til den egentlige udformning af parken, mens push-beskederne kun modtages af et fåtal, der til gengæld lader sig påvirke af deres indhold om tilbud på is osv.
En mere udførlig analyse af brugen af app’en, dens sociale funktion og helhedsoplevelsen vil blive udgivet i en MoOZ-antologi i 2012, så undersøgelserne kan bruges fremadrettet til udvikling af andre mobile applikationer og oplevelser.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer


