Kunst og Kvist – en analyse af de kunstneriske dimensioner og udfordringer i 3 Minutter i Gellerup.

Kunst og Kvist – en analyse af de kunstneriske dimensioner og udfordringer i 3 Minutter i Gellerup. AF KRISTIAN BACH PETERSEN/ LISE ØRSKOV I snart et år har man, blandt andet på CKO.dk, hver uge kunne få et tre minutters kig ind i Gellerup og haft mulighed for at møde en lang række mennesker der bruger deres liv og dagligdag i bydelen vest for Aarhus. Projektet ”3 Minutter i Gellerup” har haft til formål at give mulighed for at se området Gellerup med, og igennem, andre øjne. Samtidig har det været en klar målsætning at skabe en kontakt, et fællesskab og en relation med et atypisk publikum for en kulturinstitution som OPGANG2 TURNÉTEATER gennem et fælles hjertebarn. Og ad denne vej åbne et atypiske publikums øjne for andre kulturtilbud også uden for området. Udover at fungere som dokumentar og journalistik, har projektets bagmand, Søren Marcussen også indgydt indholdet en klar kunstnerisk rød tråd. Det er et af punkterne i journalist Erik Farmanns analyse af ”3 Minutter i Gellerup”, hvor han har undersøgt i hvor høj grad det lykkes for 3 Minutter i Gellerup at skabe et produkt, der både har værdi som kunst og dokumentar. Udover at formidle positive historier fra et område, hvor den slags historier er sjældne, har ”3 Minutter i Gellerup” nemlig også en klar kunstnerisk ambition, ikke mindst grundet hovedmand Søren Marcussens virke som blandt andet dramatiker, digter og teaterchef. Ambitionen har været, både at skabe et billede af en virkelig virkelighed og samtidig kreere et kunstnerisk produkt. Til at analyse resultatet af denne intention anvender Erik Farmann i sin analyse af projektet analysemodellen Ønskekvisten (Langsted, Hannah Rørdam, Klim 2005), der kan bruges til at afdække tre dimensioner af et ”værk” med det formål at skabe og afdække en basis for at diskutere kunstnerisk kvalitet. En ønskekvist-analyse griber fat i at definerer scorer for de tre dimensioner Villen, Kunnen og Skullen, der omhandler engagement, evner og nødvendighed og samspillet imellem disse. Baseret på denne model, ser Erik Farmann et godt samspil mellem de tre dimensioner. Villen: Projektet bærer præg af en et oprigtigt og vedholdende engagement og en vilje til at give form til live i Gellerup. Kunne: Her fremhæver Erik Farmann den interviewtekniske og den filmiske del af ”3 Minutter i Gellerup”, der går i spænd med Søren Marcussens tidligere virke som journalist. Dog er det også denne dimension scorer lavest i analysen, da enkelte af indslagene bedømmes som interviewmæssigt ”urene”, det vil sige at der sniger sig mindre relevante informationer og facts ind, hvilket kan være lidt skæmmende, når indslagene er af kort længde og der kun er så meget tid til at komme ind til kernen af interviewet. Erik Farmann ser dog kun dog kun få tilfælde har på dette. Skulle: Denne dimension samler det æstetiske og etiske aspekt. Som et debatskabende produkt, der ønsker at fungere som øjenåbner og indspark i diskussionen om ghettoer og integration, scorer ”3 Minutter i Gellerup” højt i denne dimension. Erik Farrmann konkluderer, at det er lykkedes at skabe et produkt, der på en gang formidler virkeligheden og samtidig tilføje en kunstnerisk dimension til værket, uden at den ene eller anden del taber værdi eller styrke i forhold til hinanden. --------------------------------------------- Erik Farmann er journalist og har mange års erfaring med kulturjournalistik, blandt andet ved DR og Århus Stiftstidende ligesom har i adskillige år har fungeret som teateranmelder og er formand for Teatret Svalegangens bestyrelse. Skulle man ønske at læse hele Erik Farmanns refleksionsanalyse af 3 MINUTTER I GELLERUP fremsendes den gerne, kontakt OPGANG2