Kom ned på jorden

Mette Bryder skriver i et tidligere blogindlæg om et møde ved kaffemaskinen, hvor der blev grinet af klichéen: ”Det har jeg da fortalt” og forskellen på ”at fortælle” og ”at høre”.

Først og fremmest er kaffemaskinen et godt sted at formidle, fordi snakken er løssluppen og uhøjtidelig. Så hvis man sidder til et møde med en uforståelig kollega, burde man bogstaveligt talt slæbe ham hen til kaffemaskinen for at få en ny version af hans snørklede fortælling.

Det er en kunst at formidle tung kompleks viden til kolleger, som ikke har den faglige indsigt som en selv. Hvis det skal kunne lade sig gøre, må man give lidt slip på den eksakte viden og popularisere fortællingen til en vis grad.

Når jeg som videnskabsjournalist skal skrive en artikel til Weekendavisen om et stamcelle gennembrud eller om en kvantemekanisk opdagelse, der baner vejen for en supercomputer, så personificerer jeg først den, som jeg skriver til. For mit vedkommende er det min far, som er en pensioneret landmåler, der sidder i sin gård, drikker kaffe og læser avis. Han ved intet om stamceller eller kvantemekanik. Så han er forudsætningsløs, men jeg ved også, at han er forundringsparat. Den kendte tv-vært Jens Olaf Jersild fortalte en gang, at han laver tv for sin mormor.

Så for at få min far med, må jeg droppe at fortælle om de videnskabelige mellemregninger og molekylære detaljer men nærmere prøve at popularisere historien uden at gå for meget på kompromis med fagligheden. Jeg bruger narrativ og går ned fra de øverste trin på den faglige stige.

Det er det samme en super specialist fra Lundbeck eller Novo Nordisk skal gøre, når han skal formidle tung, kompleks viden til kolleger, som ikke deler hans specifikke fagfelt. Det vil sige, at han skal turde at vove sig lidt ned af den faglige stige og bruge nogle fortælletekniske greb, som gør det lettere som modtager at sluge og forstå den tunge viden.

For eksempel kan man tage udgangspunkt i videnskabsjournalistens 10 bud, som jeg gerne vil fortælle om en anden gang, men blot lufte et par af dem her. For eksempel er det en god idé at bruge analogier og metaforer.

En gang beskrev jeg en atomsky som de svævende bolde fra Lotto-lodtrækningen. Og hvis man frøs atomskyen svarede det til, at man frøs blandingen af lottokugler, så man pludselig kunne iagttage hver enkel kugle i luften og afsløre dets nummer.

Et andet bud er: ”Hav det sjovt”. Og her kommer kaffemaskinen ind i billedet igen. For hvorfor virke højpandet og lærd, når tingene godt kan siges og forklares på en anden måde og gerne med et tvist af humor, vildskab eller ”sådan har jeg aldrig prøvet at formidle det før”. Det kræver, at man tør at give lidt slip på sin faglighed selvom det er en tryg frakke at putte sig i.

Nå, men nu vil jeg gå ud og hente en kop kaffe. Det er nemlig der, jeg får en fornemmelse af, hvad der rør sig i huset, og hvor vi er på vej hen.

Af Lasse Foghsgaard, Experimentarium