Im not a businessman, I am a business, man

En anden side af lydbranding en klassisk  er den trend af tætte brand/band samarbejde man ser på efterhånden jævnlig basis. Der er ikke så meget nyt i brand/band samarbejde, men der er som at interessen for givtige konstellationer har været stigende efter at diskussionen om musik, fil-delig og løsninger som TDC Play og Spotify har lagt sig. Vi har længe intern i ExSl projektet haft snakke om denne trend og om faldgrupper og de bedste cases. Jeg vil her summere op på mine holdning og observationer:

I'm not a businessman, I am a business, man

Som titlen på indlægget siger betyder denne sætning meget for diskussionen, og en en del for mig personligt. En Jay-Z frase fra et efterhånden halvgammelt rap nummer (Diamonds from Sierra Leone), der har hængt ved. Jeg mener sætningen er central fordi jeg aldrig har troet på at musikere bør se sig som forretningsmænd, de bør se sig selv som en forretning. Værdien for en musiker ligger ikke i at drive sin musik som forretning, men at opbygge sit eget brand så stærkt at man bliver attraktiv igennem den autenticitet det er muligt at opbygge omkring kunstneren. Altså ser jeg den værdi som kan opbygges om kunstneren/bandet som brand som ligeså værdifuld som den der genereres igennem CD salg og jobs.

Musikken betyder (næsten) ingenting

I brand/band samarbejde betyder musikken ikke så meget, nærmest ingenting. Jeg ved godt at vi hænger lidt fast i en romantisk kunstner forståelse, som vil kollidere med denne holdning. Men værdien i et sådan samarbejde bliver skabt igennem mere end bare musikken, men vi skal tænke ud over et One Hit Wonder. Det der betyder noget er historien man fortæller om samarbejdet, og at man formår at få skabt en base for en god co-branding igennem den konkrete eksekvering og historiefortællingen. Kunstneres/bandet skal ikke ses som lyd-leverandører men som et effektivt og stærkt co-brand der kan bruges i helt særlige fortællinger.

Undervurder ikke din værdi som musiker

I henhold til mine punkter ovenfor, er det ekstremt vigtigt at musikere ikke kun ser sig selv som musikere. Har man opbygget sit brand over tid kan det være ekstremt værdifuldt og bør ikke være til salg for værdien af en enkelt musiknummer. Når vi nogensinde derhen hvor vi i Danmark ville se en artikel i børsen hvor en musiker sad uformelt og respekteret til bords med vores største erhvervsmænd?

Som en fodnote vil jeg ønske god søndag med lidt hyggeligt orkesterfunk. En gammel sag, med stof til eftertanke. Nummeret er en b-side hvor The Ivor Raymonde  Orchestra leverer en udsædvanlig lækker udgave af den tids Coca-Cola hit 'It's The Real Thing' (omkring 1971). Pladen kom aldrig i handelen, men har fået en rettidig renæssance som nørdet sample materiale.  Stadig er 3000 hit på Youtube ikke noget særligt i denne tidsalder. Alle tiders største brand med en glemt kunstner.