I LEGOLAND-LAND

 

LEGOLAND er Danmarks tredjestørste attraktion målt på besøgstal. Og det helt klart et af landets bedste bud på en attraktion i absolut verdensklasse med børnefamilier som målgruppe. LEGOLAND formår at skabe en helhedsoplevelse, hvor oplevelse, service og forplejning svinger og hvor der er en tæthed af oplevelser, som betyder, at alle er godt underholdt langt det meste af tiden. 

Jeg var fornylig i LEGOLAND. Det var sammen med min familie, men jeg kunne ikke lade være med at have de faglige briller på, for det er mange år siden jeg sidst har været der. Faktisk så mange år, at jeg sidst blev set i LEGOLAND på det køretekniske anlæg i Trafikskolen  i færd med at tage mit kørekort.

Med familien under armen besluttede jeg mig for at kigge lidt nærmere på LEGOLAND-oplevelsen. Det er ikke nogen overraskelse at LEGOLAND er en attraktion i topklasse. Også sammenlignet med nogle af de store internationale flagskibe. Men jeg blev positivt overrasket over hvor god LEGOLAND-oplevelsen faktisk er.

For nogle uger siden bloggede jeg om mit besøg i Disneyland i sommerferien. Her var min personlige konklusion, at det faktisk var en smule skuffende. Det er stort og det er flot. Men det er også en oplevelse, der foregår i datid, fordi alting handler om at skabe minder. Man bombarderes konstant af muligheder for at købe ”memorabilia” – enten i form af ting eller i form af billeder af en selv sammen med Disney-figurerne.

Sådan er det ikke i LEGOLAND. LEGOLAND er en attraktion, som er herlig for både børn – både store og små (der var børn i alderen 2,5 til 13 år i  vores selskab) – og voksne i flere generationer. Der er – i modsætning til Disneyland – helt vildt mange ting, man kan prøve. Der er både store rutschebaner og masser af små oplevelser, med kort kø, som er med til at gøre det til en fest for børn. Jeg synes, at LEGOLAND formår at appellere til hele familien og være interessant for alle langt det meste af tiden.

Selvom man selvfølgelig skal stå i kø rundt omkring fungerer LEGOLAND utrolig godt. Der er mange ting, man kan prøve og det skaber en ”tæthed” af oplevelser, som betyder, at man er godt underholdt – også selvom man, som jeg, ikke er specielt vild med rutschebaner. Niveauet på service og mad er også højt. Der er tydeligvis en holdning til, at der skal være sunde alternativer de fleste steder og det er forfriskende.

Og så foregår LEGOLAND i nutid! Ja, der er butikker hvor man kan købe souvenirs og bunkevis af LEGOklodser. Der bliver også taget billeder af en, som man købe med hjem til køleskabet. Men mest af alt er der et meget bredt udbud af små og store ”rides” kombineret med de kendte miniputlandskaber og –scenerier i LEGO, som også er ret hyggelige at kigge på. Det betyder at der er noget for alle hele tiden og det gør en tur i LEGOLAND til en rigtig god oplevelse. Et eksempel på en rigtig god aktivitet er Falck Stationen. Her kører man om kap i 8 brandbiler, hvor man skal samarbejde om at få dem til at køre ned ad banen til et brændende hus. Herefter skal man skynde sig ud og slukke branden – igen ved at samarbejde om at pumpe vand og ramme hullet i det vindue, hvor det brænder. Og så op i brandbilen igen og retur så hurtigt som muligt. Simpelt og supergodt, for man får både lov til at samarbejde, konkurrere mod de andre på banen og udføre en opgave samtidig med at os der stod på sidelinjen heppede så godt vi kunne.

Landets tredjestørste attraktion målt på besøgstal tilbyder efter min mening en oplevelse for børn og voksne i verdensklasse. Så hvis du også husker LEGOLAND som stedet, hvor du fik dit første kørekort, kan jeg kun sige: Afsted med dig – LEGOLAND holder - også for voksne:-)

Indlægget kommer fra Mantos blog.