Hvordan publikumsudvikler vi Danmark?
Af: Center for Kunst & Interkultur
CKI offentliggør rapport om publikumsudvikling med anbefalinger fra 40 kulturinstitutioner og lancerer hjemmesiden Audiences Denmark
I november 2011 samlede CKI ledere af, medarbejdere på og repræsentanter for 40 forskellige danske kulturinstitutioner for at diskutere publikumsudvikling. Rapporten fra rundbordsseminarerne ligger nu klar. Den har fået titlen ‘Fra guder til tjenere’, som et citat fra en af deltagerne, som sagde: “Organisationsudvikling et fuldstændig fundamentalt ord i denne snak – og i det kulturskifte, som vi sidder midt i. I virkeligheden skal vi skifte vores fokus – vores syn på os selv – fra at se os selv som ‘guder’ til at blive ‘tjenere’. Det er totalt grundlæggende.”
Siden seminarerne i november har CKI gjort en ekstra indsats for at producere en kvalificeret 56-siders rapport, som dels giver en række anbefalinger til, hvordan kulturmarkedsføring kan kombineres med mere strategiske og konkrete ideer omkring udvikling af arbejdet med publikumsgrupper og dette arbejdes institutionelle forankring, dels indeholder overvejelser omkring fordele og ulemper ved etableringen af et nationalt agentur for publikumsudvikling. CKI havde sat sig for at undersøge, om kulturinstitutionerne ser oprettelsen af et publikumsagentur som et positivt potentiale for kulturinstitutionernes eget arbejde med publikumsudvikling og hvilke udfordringer, en sådan ny konstruktion ville skulle håndtere.
I rapporten deler både små og store kulturinstitutioner ud af gode og dårlige erfaringer med publikumsudvikling og giver deres bud på, hvad der skal til for at sikre et kvalificeret publikumsarbejde i fremtiden. Med denne rapport lægger CKI op til, at de konkrete anbefalinger kan føre politiske tiltag for at sikre, at nye grupper i samfundet, der hidtil ikke har været brugere af det offentligt finansierede kulturliv, får interesse og mulighed for at deltage i et udvalg af varierede og vedkommende kulturtilbud.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
“Jeg vil gerne opfordre til at udnytte den energi, I har tændt i nogle af os her. Jeg vil gerne mobilisere vores netværk til at indgå i en eller anden forsøgsordning eller et eller andet projekt, der kunne være en indledning. Starten på noget, der kan spredes videre ud andre steder...”
Citat fra en af deltagerne i rundbordssamtalerne
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Ny hjemmeside med vidensbase
I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten lancerer CKI hjemmesiden audiences.dk, som gør det lettere for kulturinstitutionerne at søge relevant materiale og om publikumsudvikling fra ind- og udland. Den gør det muligt at dele viden inden for feltet og at holde sig opdateret med, hvad der sker af nyt på området – med nyheder om konferencer, bog- og rapportudgivelser, artikler, og så videre.
Seminarerne var et af flere initiativer i regi af ‘Audiences Denmark’, som er et projekt under Center for Kunst & Interkultur, hvis mål er at udvikle vidensdeling og langsigtede strategier for en større inklusion af alle tænkbare publikumssegmenter i Danmark, samt at åbne for og stimulere til nye samarbejder mellem kultur- og erhvervssektorerne.
Mere information om rapporten her
www.kunstoginterkultur.dk/index.php?id=980
Print / download rapporten:
'Fra guder til tjenere' [PDF i A4, 56 sider, 4 MB]
http://www.kunstoginterkultur.dk/2012/pdf/Fra-guder-til-tjenere.pdf
Højreklik og vælg 'Gem destination som', hvis du vil downloade.
Mac: Hold CTRL-tasten nede og klik
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
