I Europa ses et stigende fokus på vigtigheden af kreative kompetencer og oplevelser som drivkraft for værdiskabelse på lokalt såvel som nationalt plan. Det argumenteres i en række analyser, at strategisk tænkning i oplevelser, eller oplevelsesbaseret forretningsudvikling som nogle ynder at kalde det, vil blive et vigtigt våben i arsenalet for virksomheder på den globale markedsplads i fremtiden. Oplevelsesøkonomi er med andre ord blevet et vigtigt punkt på den erhvervspolitiske dagsorden.

Den erhvervspolitiske dagsorden bør dog efterfølges af en uddannelsespolitisk af samme skuffe. For hvem skal udføre de arbejdsopgaver som denne ’nye’ økonomi fører med sig? Hvem er fremtidens oplevelsesøkonomer? Fremtiden kan synes nok så lovende, men uden en fokuseret uddannelsesindsats vil brugen af oplevelser som strategisk værktøj vedblive, at være noget for de få og ikke indfri det brede potentiale som målet er.

En tentativ kortlægning af længere videregående uddannelser i Danmark, som positionerer sig inden for feltet oplevelsesøkonomi viser overraskende nok, dets højt besungne vækstspotentiale taget i betragtning, at udbuddet af uddannelser målrettet dette felt er forsvindende lille. Bevares, både universiteterne samt Copenhagen Business School er at finde på listen over udbydere af videregående akademiske uddannelser inden for oplevelsesøkonomien. Men hvor på listen er de kreative uddannelser - alle de uddannelser, der som hovedområde beskæftiger sig med opdyrkning af kreative kompetencer? Kompetencer der er så værdifulde for skabelsen af de righoldige oplevelser gennem hvilke disse ’nye’ forretningsmuligheder skal realiseres. Svar: De er der ikke…… Næsten.

Blandt de mange kreative uddannelser i Danmark er der kun omtrent en håndfuld, der på lige fod med opdyrkelsen af kreative kompetencer vægter opdyrkelsen af forretningsforståelse og erhvervsøkonomiske kompetencer i én og samme uddannelse – blandingsuddannelser kan vi kalde dem. Etoset "Art for Art’s sake" lever med andre ord i bedste velgående, hvis man dømmer efter udbuddet af uddannelser ihvertfald. Dette til trods for – eller måske endda i kraft af – at der står et erhvervsliv og har brug for mange af de kompetencer, som ’de kreative’ besidder til fremtidens organisationsudvikling, markedsføring og innovation. Desuden kunne man dertil føje den umiddelbare nytte som dimittender fra de kreative uddannelser ville kunne drage af en øget forretningsforståelse eller en forretningsforståelse i det hele taget.

Potentialet går således begge veje.

Blandt de akademiske uddannelser er billedet tilsvarende – nemlig at der kun eksisterer få blandingsuddannelser men mange uddannelser der i bedste fald berører feltet perifert.

Spørgsmålet er så, hvordan vi kan udnytte oplevelsesøkonomiens potentiale bedst muligt, når nu uddannelsessystemet er så opdelt i kreative og akademikere, der populært sagt har erobret hver deres del af ordet, oplevelses / økonomi. Koblingsprojekter mellem kultur- og erhvervsliv er én måde at sætte bindestregen mellem de to verdener på. Men hvad nu hvis man i højere grad kunne få kompetencer fra begge verdener i én og samme pakke gennem den rette uddannelse. Hvad skulle den pakke så bestå af?

Eller sagt på en anden måde: Hvilke kompetencer bør fremtidige navigatører inden for det oplevelsesøkonomiske felt besidde, hvem er de og hvilke uddannelsesinstitutioner skal varetage uddannelsen af dem?