Hvad kan en bilforhandler brugere designere til?

I 2008 startede Designskolen Kolding et brugerdrevent designprojekt om elbiler, etrans.  Målet var og er at få danskerne til at elske elbiler. I forbindelse med de første studier af potentielle elbilkøbere viste det sig meget hurtigt, at mange anså det for et stort problem, at en elbil typisk kun kan køre 150 km på en opladning. Det selv om danskerne i gennemsnit kun kører 54 km om dagen, ifølge etrans’ egne undersøgelser.  Elbilens manglende rækkevidde antastede brugernes forståelse og oplevelse af frihed. Et andet studie afslørede, at en anden og nok så vigtig barriere mod elbiler, er, at bilforhandlerne ikke nødvendigvis har den store interesse i at sælge dem.  Elbiler går nemlig ikke i stykker, og derfor er der næsten ingen penge at tjene på deres reparationer.

Det er dyb fornuft at få mere transport over i elbiler: Overskydende strøm fra vindmøllerne kan lagres i elbilernes batterier; bilerne støjer og forurener ikke.  Men hvad hjælper det, hvis brugerne ikke vil købe dem og bilforhandlerne ikke sælge dem?

Den udfordring gik Designskolen Kolding i gang med at analysere sammen med bilforhandleren Aunsbjerg, som bl.a. driver 3 Peugeot forretninger samt en Mazda / Suzuki forretning. Et firma, som faktisk aldrig havde drømt om, at design og designere ”var noget for dem”. På den anden side kunne Aunsbjerg godt se, at branchen og dermed også Aunsbjerg står på en brændende platform: Der var brug for at finde en ny måde at lave forretning på.

En designproces med deltagelse af firmaets medarbejdere og designere gik i gang, og sammen har man udviklet et helt nyt koncept som supplement til traditionel bilforretning. I stedet for, at firmaet tænker i at sælge en bil og bagefter tjene penge på at reparere den, indebærer det nye koncept, at Aunsbjergs forretninger skal udvikle sig i retning af at sælge ”mobilitet” og services i tilknytning hertil. I korthed går konceptet på, at familien Jensen køber en lille bil, måske endda en elbil, men samtidig får de andel i en delebil, som kompenserer for de begrænsninger, elbilen eller en lille almindelig har, fx. den begrænsede rækkevidde i elbilen eller pladsen i den lille konventionelle bil. Delebilen sørger Aunsbjerg for står klar – løbende rengjort og med mulighed for monteret tagebagagebæger eller hvad der nu er brug for.

Delebilen kan således være en kæmpe stationcar eller en lille smart bil, som kan accelerere fra o til ? – på ingen tid. Altså to fluer med et smæk: Aunsbjerg og mekanikerne kan pludselig se, at selv om der kommer elbiler, er der stadig noget at lave for dem. Og danskerne kan købe en elbil og samtidig får deres hedeste frihedsdrømme opfyldt. Den store vinder er naturligvis miljøet og producenterne af vedvarende energi, fx DONG Energy som også er partner i etrans. Wind-made!  Aunsbjerg har netop lanceret konceptet i fase 1 under overskiften Zap-bil  i Kolding og glæder sig til at udvikle tanken videre.

Ovenstående er et fint eksempel på, hvad design kan bruges til, også i firmaer, der ikke har tradition for at bruge designere. Som Alex Aunsbjerg Nielsen og Ahmet Günes fra Aunsbjerg udtrykker det: ”Vi er blevet helt afhængige af at komme nede på Designskolen”.

Mange flere virksomheder får i de kommende år mulighed for at gøre det samme som Aunsbjerg. I løbet af 2011 starter Design2innovate og målet er at understøtte små og mellemstore virksomheders brug af design.