Hvad er en god webfilm?

Det er et godt spørgsmål, men også svært at svare på, for det kommer jo lidt an på, hvilken genre, man arbejder med, hvad formålet er, hvilken målgruppe, man henvender sig til, hvilket budget man har, osv.

Helt konkret er vi, Safran Film, med i et CKO-støttet projekt om at producere webfilm til undervisningsbrug til forlaget Clio Onlines hjemmeside. Super spændende projekt – vi er lige gået i gang og har haft den første brainstorm på, hvordan filmene skal se ud, hvad de skal indeholde, hvilken form, de skal have osv.

Vi har selv en masse ideer og bud på, i hvilken retning, vi skal gå, men det kunne være sjovt at høre, hvad andre, der arbejder med webfilm- og tv tænker om mediet.

Så lad spørgsmålet om hvad en god webfilm er være en opfordring til diskussion og videndeling i dette forum.

Jeg kan jo starte med at nævne nogle generelle ting, jeg selv har samlet op hen ad vejen, (og som mange sikkert har hørt før – undskyld), og nogle af de greb, man kan lege med, når man arbejder med levende billeder.

Video versus tekst

Det lyder banalt, men en video skal jo give noget mere eller i hvert fald noget andet end en tekst, ellers kan man ligeså godt vælge tekst. Man kan ligeså godt udnytte, at levende billeder er fremragende til at formidle stemninger, vække følelser og identifikation og få folk til at leve sig ind i en historie. Det kan tekst også, men det kræver fordybelse og er måske ikke ligeså umiddelbart et medie, som film/video er.

En simpel instruktionsvideo om, hvordan man samler et kommode, kan nok ikke sætte gang i de helt store følelser, men her er formålet jo heller ikke at fortælle en god historie, men at give en god instruktion.

Video er også et fantastisk værktøj til at konkretisere noget: en problemstilling, en proces, et begreb. Derfor er det så oplagt til undervisningsbrug, specielt til børn og unge, der ikke er så bogligt funderet, men som lærer bedre ved at få emnerne præsenteret visuelt.

Det er grimt, men det virker!

Teknisk kvalitet og fortælleteknik er ikke afgørende, det er indholdet, der tæller, hører man ofte. Skidt med den dårlige lyd og de rystede billeder, når bare filmen udtrykker ægthed, dynamik og autencitet.

Ja, joh, måske. Indholdet skal naturligvis have substans og være relevant for målgruppen, men der er alligevel grænser for, hvor meget rystet hjemmevideo, man gider se på, og jeg vil til hver en tid argumentere for, at et minimum af professionalisme ikke er nogen hindring. En film bliver kun bedre af, at der ikke er sjusket med det tekniske, og at der er arbejdet med formen.

Hvad vil du fortælle – og hvordan?

Show it – don’t tell it, hedder den slidte vending, men det virker. Brug de visuelle virkemidler, lad billederne fortælle og drop den forklarende speak, hvis den ikke død og pine er nødvendig. Webfilm behøver jo ikke ligne tv.

Ved forholdsvis simple teknikker, kan man opnå et dynamisk udtryk, f.eks. ved at skyde i sekvenser fra forskellige vinkler, blande totaler med nærbilleder, få optagelser af folk, der foretager sig noget, bevæger sig, skyde fra overraskende vinkler.

Faktisk skal der ikke så meget til, før tingene får mere liv, man skal bare huske at bruge det, og det tager selvfølgelig lidt længere tid at flytte kameraet end at skyde fra samme vinkel.

Talking Heads

Interviews er en form, der er forholdsvis nem at gå til, og der er masser af eksempler på ”talking heads”, der fungerer godt på web. Man kan lege kreativt med f.eks. dækbilleder, vinkler, baggrunde og måske endda lyssætning. En flot lyssætning eller en stiliseret colourgrading kan give en film et helt specielt look eller stemning.

Men der er selvfølgelig en balance, og man behøver ikke sovse alt ind i effekter eller musik for den sags skyld. Man skal også turde tro på materialet. En person, der fortæller levende og engageret kan være nok i sig selv og sagtens fylde rummet.

Hvem skal se det?

Måske er målgruppen og formålet i virkeligheden det allervigtigste: Hvem skal se filmen, og hvad skal de have ud af det? For kan man ramme sin målgruppe og give dem noget, de kan bruge, så er man jo faktisk nået i mål.

Det kræver, at man forsøger at spille med på de referencer målgruppen har og vælger en form og en stil, der kan vække deres opmærksomhed. Og det er jo netop udfordringen.