EKSPORT – UD OVER RAMPEN

Når nyskabende eksportfremstød skal skyde genvej til nye kunder og kontakter i udlandet, er det vigtigt at beslutte, i hvilken form det skal gennemføres. Vi afholdt det tæt ved Alexanderplatz centralt i Berlin for at være tæt på mange af de potentielle salgskontakter, som vi gerne vil i dialog med. 

Alle aktiviteter blev gennemført efter planen, og der blev arbejdet på højtryk for både at holde styr på de eksterne og interne linjer. En anbefaling, som vi havde god nytte af i projektet, var at tænke hele fremstødet igennem, inden vi gik i luften. Ved at gå alle trin igennem ned i mindste detalje, opstod der en masse spørgsmål til; hvem står for dette, hvem bestiller dette udstyr, er der mulighed for at gøre dette på stedet og en lang række andre praktiske detaljer.

Det udmøntede sig i en checkliste pr. dag, så vi løbende kunne holde styr på drejebogen. På den måde var der ingen negative overraskelser, og de ting, som så alligevel dukker op, som ikke var planlagte, kan lettere styres og håndteres.

Hvad ville vi have gjort anderledes, hvis vi skulle have gennemført fremstødet igen? Det kan være meget svært at ”indtage” et nyt marked ved at gøre alle tingene selv fra lokation, invitationer, opstilling, gennemførelse og koordination, samtidig med at have ansvaret for invitationer, presse, kunder og indkøbere. Så en anbefaling kan være at indtænke fremstød med lokale partnere, der i forvejen har planlagte events i støbeskeen og adgang til et stort netværk.