Den hele måltidsoplevelse er en god forretning

Iscenesættelsen af måltidsoplevelser er noget af det, Danmark skal leve af i fremtiden. Det er det overordnede budskab fra Mmm – Zonen for Madkultur, der hjælper dansker virksomheder med at realisere et stort uudnyttet potentiale i sammenhængen mellem værtskab, mad og oplevelser.

Kvaliteten af de måltider, Danmark tilbyder sine gæster, lider under, at mange turistattraktioner satser på en kortsigtet forretningsstrategi for at få mest mulig valuta ind fra den kunde de har i dag og ikke på den kunde de skal leve af i morgen. De lokker med unikke oplevelser – og spiser i forbifarten deres gæster af med junk-food. Danmarks gæster - og med dem vores egne, indenlandske turister - kommer alt for ofte hjem med måltidsoplevelser, der ikke lever op til deres forventninger. Måske derfor springer de måltidet over ved et genbesøg – og attraktionen mister en potentiel fremtidig indtjening.

Mmm – Zonen for Madkultur vil til og med 2012, med udgangspunkt i parallelt afviklede regionale projekter, vise vejen for hvordan danske virksomheder kan gøre det til en god forretning både at satse på madens kvalitet, rammerne omkring måltidet og mødet mellem gæst og vært. I Region Midt arbejdes på tre museer f.eks. på Fregatten Jylland, hvor der lige nu udvikles nye måltider til gæsterne ud fra skibets historiske proviantlister. Og på Bornholm skaber projektet ’Det Nye Autentiske Bornholmske Køkken’ nye retter og menuer både til restauranter og som take-away af bornholmske råvarer – serveret og udviklet med fortællingen om råvarerne og den bornholmske natur.

En værdifuld måltidsoplevelse opbygges af tre elementer

Værtskabet:
Det skaber værdi at tage gæsterne alvorligt, at kunne bevæge dem og give dem noget, de ikke havde forventet. Det gode menneskelige møde mellem vært og gæst, gør værten vedkommende og gæsten velkommen. Værtsskab er et ansvar - og Mmm – Zonen for Madkultur hjælper Danmark til at blive bedre til at tage i mod sine gæster.

Maden:
Det skaber værdi at tilbyde kvalitet til gæsterne. De eksisterende måltidsoplevelser inviterer ikke gæsten indenfor til en mindeværdig oplevelse. Ved at gå efter laveste fællesnævner for kvantitet og pris forringer vi oplevelsen og erindringen om den. Det betyder tabte indtægter på den lange bane.

Oplevelsen:

Det skaber værdi at satse på rammerne omkring måltidet. Mmm - Zonen for Madkulturs projekter går lige i maven på sine gæster og skaber merværdi ud fra den sammenhæng gæsten spiser sin mad i. Gennem måltidet kan gæsten opleve et sus af kultur, historie, natur og meget mere.