Brugerinddragelsesmetoder part 3 – Mobile Probes og gruppering af forbrugsmønstre
Af: Kristian Krämer
Vores screening af brugeren gav os viden om brugernes holdning til musik og motivation for valg af distributionskanal (download, CD-køb, streaming m.m.). Med mobile probes metoden kunne vi gå et lag dybere med brugerne og skabe indsigt i deres situerede musikforbrug i hverdagen.
Vi ønskede at få mere viden om følgende:
• I hvilke situationer hører brugeren musik?
• Er brugeren alene? Høres musikken i en social sammenhæng?
• Hvilke medier anvendes og hvorfor?
• Oplever brugeren barrierer ved køb af musik?
• Hvad betyder musik for brugeren?
• Anvendes musikken aktivt eller passivt?
• Hvad tricker brugeren til aktivt at forbruge musikken?
Mobile Probes
Metoden bygger på Cultural Probe, der er et fysisk kit som brugeren får udleveret. Cultural Proben giver brugeren en række pre-definerede opgaver med tilhørende værktøjer, som brugeren kan løse over en bestemt periode. Dette er typisk kameradokumentering, dagbøger eller postkort. Herigennem kan respondenten udtrykke personlige følelser, oplevelser, indtryk, og lignende subjektive forhold - oftest i situationer og steder.
Cultural Probes er en ressourcetung metode og det kan være en meget langsommelig proces at få disse tilbage. Vi valgte derfor at stille lignende opgaver over mobiltelefonen. Her kunne situationer dokumenteres real time og data sendes med det samme til researcheren. Unge er superbrugere af deres mobiltelefoner og metoden var en oplagt og sjov vej til indsigt i de unges vaner i dette projekt.
Outputtet
Vores mobile probes gav os 81 billedbeskeder fra brugerne. Samtlige fotos med tilhørende beskeder blev grupperet. Følgende beskriver de temaer, der kom til udtryk gennem materialet.
Transit
En stor del af mobile probe materialet kommer fra situationer, hvor den unge er i transit. I bussen, på cyklen, i bilen eller en gåtur med hunden. Her høres enten radio eller eget musik på ipod.
Lukke sig fra omverdenen
Musik bruges til at lukke sig ude fra omverdenen. I bussen for at opleve sit eget lille rum, ved et stoppested for udvise indadvendthed eller lukke af fra omgivelsernes støj eller pålagte musik, som for eksempelvis en tur i BIlka.
Musik i stedet for stilhed
Respondenterne bruger musik gennem hele hverdagen. Musik fra computeren imens der laves lektier, når der bades, når der børstes tænder, når der tegnes eller under ophængning af tøj. Bevidst eller ubevidst forbruges musikken til at overdøve stilhed eller omgivelsernes larm.
Faste rutiner
En del af billederne er gengangere fra dag til dag. Èn respondent spørger om han skal sende det samme billede, som dagen forinden. Der høres samme radiokanal om morgenen, ipod’en bruges på vej til skole og youtube spiller under lektielæsningen om eftermiddagen. næste dag samme forbrug.
Festen
3 billeder omhandler musik i fællesskab, musik til fester. til festerne er musikken udvalgt af enkelte personer, primært mainstream og administreres gennem CD’er eller iPhones. Musikken pålægges andre, om de kan lide det eller ej. Musikken bruges til at skabe stemning.
Situations-, aktivitetsbestemt og individuel
Kortlægningen af mobile probe data viser, at musik i stor grad er situations- og aktivitetsbestemt. Musikkens anvendelse i hverdagen ses også som meget individuelt, idet situationer, hvor forbrugeren pålægges andres musik eller larm, gerne lukker sig fra omverdenen gennem eget musikforbrug, hvad enten det er radio eller egen tilegnet musik.
Hvis du er blevet mere interesseret i Mobiles Probes bør du tage et kig på www.mobileprobes.dk
Næste indlæg beskriver metodisk, hvordan vi lavede kontekstuelle interview med bruger- og målgruppen.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

