Brugerinddragelse i frigear?

I fredags var jeg til et meget interessant seminar omkring brugerinddragelse og co-production på kulturområdet, som optakt til den kommende kulturaftale for hovedstadsområdet. Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi var medarrangør på seminaret sammen med Kreative Byer og British Council.

Udgangspunktet var et stort ”?”, hvad angik brugerinddragelse. Hvordan kan brugerne inddrages? Hvor meget styring kan overlades til brugerne? Hvilken del af projektet skal brugerne involveres i? Osv.

Deltagerlisten bestod hovedsagligt af medarbejdere ved kommunerne og statslige institutioner og havde derfor sin vægt inden for borgerinddragelse. Det gjorde dog ikke seminaret mindre relevant for øvrige kulturinstitutioner.

Jeg vil her ridse to problematikker op, fremført af oplægsholderne, som jeg tog mig med hjem hin fredag formiddag.

1. Kan man pludselig lade være med at hilse på en person, man allerede én gang har indledt sig på at hilse på?

Denne lille overskrift kan virke mærkelig i denne sammenhæng, men den har dog en pointe. For, hvad sker der når et projekt er nået til vejs ende og projektmidlerne er brugt op? Når alle sejl er blevet sat ind for at inddrage brugerne og engagementet videregives til brugerne? Hvad så? Skrækscenariet er: Ingenting.

At være en kulturinstitution, som én gang har budt publikum indenfor og inddraget de besøgende (udover det årlige spørgeskema) i kulturinstitutionens liv kan på langt sigt blive beriget med større engagement og flere besøgende. Men selvom kampen måske var hård, så starter processen forfra, hvis projektet gentages. På samme måde, som en begyndende relation vil slutte den dag man ikke længere hilser på den nye nabo, som man måske har brugt mange times tøven på at komme til at hilse på. Brugerinddragelse og engagement kræver en kontinuerlig indsats og opbakning.

Dette leder hen til seminarets anden pointe.

2. Hvor meget styring kan overlades til brugerne?

Som en udenforstående uden konkrete erfaringer inden for brugerdrevet innovationsprocesser kan det godt komme til at lyde som om, at kulturinstitutionerne nemt kunne afskedige hele ledelsen og trygt overgive magten til brugerne for at skabe de mest målrettede kulturtilbud. For hvem ved bedre, hvad brugerne vil have end brugerne?

Brugerinddragelse er dog ikke nødvendigvis lig brugeranarki, hvilket seminarets sidste oplægsholder, med erfaringer inden for inddragelse af unge, dementerede med tre gode erfaringer.

a. Projektet skal styres og faciliteres med et stramt fokus.
b. Brugerne skal være med under hele processen. Det er ikke tilstrækkeligt blot at inddrage brugerne i begyndelsen af projektet, da projektholdere simpelthen ikke er i stand til ”oversætte” de udsagn, som brugerne kommer med af konkrete tiltag.
c. Kulturinstitution og brugerne skal mødes med ligeværdighed. Projektet kan ikke fungere, hvis det kun fungerer på brugernes præmisser.

Der var mange flere guldkorn og gode erfaringer om brugerinddragelse på dette seminar, som I kan læse mere om under der forskellige projekter under Reach Out og de øvrige indlæg.

I efteråret vil der desuden blive arrangeret to events under Reach Out. Det ene kommer til at behandle metoder inden for teatrets verden til større brugerinddragelse, mens det andet tager fat om kulturinstitutionernes ikke-brugere.

Tid, sted og dato vil blive annonceret her på Reach Out grupperummet.