Behøver vi stresse for at nå det?

For nylig holdt jeg et lille foredrag for en gruppe biblioteksudviklingskonsulenter, som spurgte om det ville være meningsfuldt at begynde et mangfoldighedsarbejde på bibliotekerne.

Jeg spurgte – vist nok lidt for provokerende – om de da forestillede sig at de havde et valg.

For ingen kan jo undgå at forholde sig til det kulturelt blandede samfund, med mindre man vælger at se bort fra, at det danske samfund har udviklet sig dertil, hvor ingen længere kan siges at repræsentere helheden, og hvor det ikke længere er muligt at finde ét sted, hvorfra det hele kan overskues. Samfundet er blevet polycentrisk og polyfont, det har mange centre, hvorfra tingene kan anskues, og det taler med mange stemmer, hvoraf ingen nødvendigvis har forrang.

Det drejer sig om fx moral og økonomi. Men ikke mindst om det kulturelle.

Og indsatsen for at bringe de monokulturelle institutioner på omgangshøjde med den multikulturelle samfundsudvikling er ikke noget, der kan klares med nogle enkelte, midlertidige ”greb”. Det er ikke en overgangsperiode. Det er en fortløbende tilstand.

Det er også gensidig proces, hvor det flerkulturelle på sin side tjener til at støve organisationen af og bibringe den ny vitalitet. Og hvor omvendt organisationens nye arbejdsmetoder og nye udtryk tjener til at øge den kulturelle bevidsthed, og bryde skellene ned mellem de forskelligartede kultursyn.

Derfor er det forkert at fremstille det, som om der er et valg med hensyn til det kulturelt mangfoldige. Det er der ikke.

Der er ingen vej uden om et tempo- og et stilskifte. Hvad enten vi taler om biblioteker eller skoler, gymnasier eller teatre så kan de ikke selv bestemme deres plads i det senmoderne samfund, de kan ikke længere nøjes med at kommentere verden, når det føles bekvemt. De har fået suppleret deres opgaveportefølje. Nu skal de ikke blot formidle, men også forsone; skal ikke blot provokere, men skal også foregå med et godt eksempel; skal ikke blot inspirere til innovation, men skal selv generere tilvæksten.

Jo, det er hårdt arbejde.

Men bare fordi man har en stresset hverdag, behøver man jo ikke selv være det…