Topnavne på ny eventkonference i København
Til september forvandler VM i landevejscykling København til en kæmpe udendørs scene for en begivenhed, der bliver transmitteret af tv-stationer fra det meste af verden. Og midt i det finder en stor international begivenhedskonference sted: VIBES - The Event Conference. Festivals Edinburgh, musikfestivalen Sonár og triathlon-serien Challenge Family er blandt talerne på konferencen, hvor eventbranchefolk på tværs af sports- og kulturbegivenheder kan hente inspiration og udbygge netværk. Eventkonferencen VIBES finder sted 21. og 22. september.
VIBES sætter fokus på nye strømme og tendenser inden for strategisk udvikling af begivenheder. Et område, der bliver stadig vigtigere, hvis begivenhedspotentialet skal realiseres i en verden med stigende international konkurrence. Temaet for konferencen er ”Breaking barriers” og udfordrer deltagerne til at finde nye samarbejds- og forretningsmuligheder både på tværs af geografiske og organisatoriske grænser og på tværs af sport og kultur.
Mød førende profiler fra den internationale eventscene
VIBES præsenterer begivenheder og eventorganisationer, der alle sammen har brudt grænser for at løfte deres begivenheder strategisk. Mød bl.a. Sonar og Challenge Family, der arbejder med eventkoncepter på tværs af landegrænser, og Festivals Edinburgh, der har organiseret de 12 største festivaler i byen – et arbejde, som har boostet byens image som verdens førende festivaldestination og genereret økonomiske effekter på flere hundrede millioner pund. Samarbejdet på tværs af byer og regionale grænser bliver også diskuteret på konferencen, hvor Ruhr.2010 GmbH fortæller historien om, hvordan 53 byer er gået fra konkurrenter til samarbejdspartnere. Og den nationale eventorganisation EventScotland fortæller om koordineringen fra nationalt til regionalt og lokalt niveau. Også den nyere generation af begivenheder kan opleves på VIBES. Norske Ekstremsportveko og Trænafestivalen fortæller deres historier om, hvordan natur, kultur, sport er byggestene i begivenheder, hvor livsstil og identitet er i fokus.
Oplev VM i landevej på tætteste hold
VIBES finder sted på samme tidspunkt som VM i landevej. Konferencens første dag afholdes på Dansk Design Center, og her kan deltagerne på tæt hold opleve mændenes enkeltstart, da ruten går lige forbi konferencestedet. Deltagerne får mulighed for at opleve begivenheden folde sig ud med både kulturaktiviteter og hot spots rundt om i byen – og ikke mindst komme backstage og høre arbejdet om at forankre en kæmpestor sportsbegivenhed lokalt.
Udvid netværket
VIBES er et internationalt mødested for alle, der arbejder professionelt med begivenheder, hvad enten det er i regi af festivaler, sportsorganisationer, bureauverdenen eller kommuner. ”Begivenheder, store og små, sport og kultur, er i deres natur forskellige, men har også mange fællesnævnere og identiske udfordringer. Derfor er vores mål at samle aktørerne på konferencen, så de kan videndele på tværs og blive udfordret i deres vante tankegang”, udtaler Ulrich Ammundsen, sekretariatschef i Videncenter for Begivenheder, der arrangerer konferencen.
Du kan følge udviklingen af konferencen via Twitter og modtage yderligere information og updates via mail.
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Kalender

