Kreative Desillusioner?

Konklusioner og diskussioner fra et 4,5 års forskningsprojekt om "Den socio‐økonomiske organisering af kreative industrier", støttet af Det Strategiske Forskningsråd april 2007 – december 2011.

Creative  Encounters  er  et  Copenhagen  Business  School  baseret  4,5  årigt  forskningsprojekt  om  "den socio-økonomiske  organisering  af  kreative  industrier".

Projektet  indledtes  i  en  tid,  hvor  de  kreative brancher  blev  fremstillet  som  en  afgørende  drivkraft  for  vækst  og  beskæftigelse  i  fremtidens globaliserede  økonomi.  Men  ved  projektets  afslutning  synes  lovprisningen  af  den  kreative  industris potentiale at være forstummet.

Dette  rejser  flere  spørgsmål?  Hvorfor  har  forventningerne  til  de  kreative  industriers  potentiale  ikke kunne  indfries?  Har  forventninger  været  skruet  for  højt  op?  Eller  er  der  endnu  muligheder  for  at forløse potentialet? Hvilke udfordringer stiller dette? Creative  Encounters  Open  Day  konfronterer  under  titlen  ”kreative  desillusioner”  nogle  af  de ubesvarede spørgsmål, som står tilbage efter et årtis interesse for – og tro på – de kreative industriers rolle i fremtidens økonomi, samfund og byudvikling. Arrangementet tager sit afsæt i resultaterne af 4,5 års  forskning  indenfor  mode‐  og  beklædningsindustrien  og  filmindustrien,  med  afstikkere  til  bl.a.  kunstverdenen og forlagsbranchen.

Hvad der  præsenterer sig  som en fællesnævner for  undersøgelserne, er, at det glansbillede som ellers har været tegnet af de kulturelle og kreative industrier, og den  dertilhørende oplevelsesøkonomi, ikke skinner så klart,  som forventet.

Creative Encounters stiller  blandt andet spørgsmålstegn ved, hvorvidt kreative  industrier  kan  kobles  direkte  sammen  med  økonomisk  vækst  eller  måske  nærmere  skal diskuteres som velfærd fremfor vækst. Vi vender også et kritisk blik mod de arbejds- og karrieremæssige forhold, som praktikerne udsættes for indenfor den kreative industri. Og slutteligt vil kreativitet  som  begreb  blive  ’afromantiseret’  ved  at  sætte  fokus  på  vigtigheden  af  de  sociale, organisatoriske  og  materielle  begrænsninger,  som  et  arbejde  indenfor  den  kreative  industri  er betinget af.

Dagen  er  delt  op  i  en  formiddagsseance,  hvor  forskere  fra  Creative  Encounters  adresserer kreativitetens  økonomiske,  kulturelle  og/eller  sociale  værdi  ud  fra  deres  forskningsresultater.  Disse diskuteres herefter  af  et  udvalgt panel  bestående  af  4  fremtrædende debattører  indenfor  det  kreative og  kulturelle  område.  Eftermiddagsprogrammet tager afsæt i ‘praktikernes  stemmer’.  Her  vil  4 prominente  praktikere  med  mange  års  erfaring  indenfor  hver  deres  kreative  branche  diskutere, hvordan kreativitet mere konkrete udfolder sig og organiseres i deres felt.

Med  denne  vekselvirkning  imellem  overordnede  betragtninger  om  kreativitets  værdiskabelse  og indblik  i  konkrete  kreative  aktiviteter  og  processer,  håber  vi  at  formidle  forskellige  dimensioner  af Creative Encounters forskning – og sætte ideerne om kreative industrier til debat.