Den multidisciplinære innovationsproces

Er du i tvivl om, hvorfor du og din organisation skal interessere jer mere for innovation og interaktioner på tværs af specialer, så kom til workshop om innovation hos Netværk for Dansk Lydteknologi og få ny inspiration og indsigt i innovationsledelse, brugerinddragelse, videndeling og lydteknologiske succeshistorier.

Innovation og ny brug af teknologi er blevet væsentlige trends i udviklingen overalt i samfundet, men de færreste har ressourcerne til at bevæge sig uden for de kendte rammer og inddrage nye og anderledes måder at arbejde på.

Overvejer du, om du er innovativ nok i dit arbejde og i din ledelse? Inddrager du brugerne i udviklingen af produkter og services? Formår du at inddrage viden fra folk udefra og åbne op for nye muligheder og samarbejder?

Vi giver dig værktøjerne til at komme i gang med at arbejde med innovationsudfordringen.

Målet er at give små og store virksomheder inden for både teknologi og oplevelsesindustrien samt andre interesserede en række konkrete bud på, hvad der skal til for at sætte mere gang i nytænkningen og udviklingen rundt om i de lydteknologiske virksomheder.