Kulturbro over Fehmern

”Fællesskab og mangfoldighed” er kodeordene og filosofien bag KulturLINK Femern Bælt projektet. Udfordringen består i at skabe et fællesskab med bund i den kulturelle mangfoldighed i den dansk-tyske region. KulturLINK-projektet gennemføres i perioden 1. september 2010 til 31. august 2013. Projektet omfatter 14 kommuner i Danmark fra Odsherred til Lolland, kommunerne i Kreis Ostholstein og Plön, samt byen Lübeck:

Fokus ligger på følgende 6 kulturelle temaområder:

  • Billedkunst
  • Scenekunst
  • Musik
  • Litteratur
  • Film/medier
  • Kulturarv

Som en del af projektet er der ved at blive etableret en ”netværksbørs” for kreative aktører på begge sider af grænsen.  Her er det muligt finde samarbejdspartnere fra de 6 områder, se aktuelle events og lægge projektideer ud, så andre kan se dem og evt. medvirke i. Netværksbørsen eller "Kulturatlasset" vil være færdigudviklet den 6. oktober. Men man kan allerede nu tilmelde sig. Se mere her

KulturLINK skal tjene som en katalysator for nye initiativer og skal samtidig skabe rammerne for et forbedret kulturelt såvel som økonomisk samarbejde i regionen. Ved at skabe en form for ’mental bro’ skal KulturLINK give muligheden for at mennesker i Femern Bælt regionen kan bringes sammen og en regional bevidsthed kan vokse frem. Projektet vil undervejs udnævne 6 kulturelle ambassadører for regionen, gennemføre en årlig projektidé-konkurrence med fokus på people-to-people aktiviteter, gennemføre netværkstræf, samt udarbejde et virtuelt træfpunkt for de aktører, der har lyst til videre samarbejde i regionen.