Hvad sker der når organisationen tager på en rejse ind i spil-innovationens univers?
Af: Sanni Grych
Det hele starter med tanken om at kunne skabe et nyt læringsspil. Fire organisationer melder sig som samarbejdspartnere i et projekt, som skal give dem et spilbaseret værktøj til udvikling af almene kompetencer hos en stor medarbejdergruppe. Til forskel fra hvad de fleste gør – køber et spil – så vil disse fire virksomheder være med i et samarbejde med en gruppe spiludviklere om at udvikle et spil.
Spiludvikling er en innovativ proces, hvor koblingen mellem læringsmål, spilmekanik og form skal gå op i en højere enhed. Spiludviklerne kommer med prototyper til spil baseret på erfaringer om spilmekanik. Repræsentanter fra både medarbejdere og ledere fra de fire virksomheder deltager i workshops om spiludvikling og deltager i spiltest.
I begyndelsen af projektet vokser frustrationen hos deltagerne fra virksomhederne. De har svært at se endemålet i de første faser af udviklingsprocessen, som spiludviklerne står i spidsen for. Men midtvejs i projektet begynder det hele pludselig at lysne og give mere mening. De får fysiske spillebrikker og prototyper af spil mellem fingrene og prøver forskellige varianter af spil af. Der vokser en forståelse for spillene frem og en dialog om, hvordan spillene bedst kan bruges i praksis.
Nu er projektet lidt over halvvejs. Flere medarbejdere og ledere er vendt tilbage til arbejdspladsen med nye oplevelser, som fortælles videre til kollegerne. Medarbejderne begynder at tale mere sammen i hverdagen eller sætter sig sammen når de spiser frokost i kantinen. Lederne får anledning til at reflektere over egen ledelsespraksis gennem udviklingsprocessen og workshops og får samtidig inspiration af snakken med lederne fra de andre virksomheder. Vanetænkningen bliver udfordret på en spændende måde.
Allerede nu står det klart, at deltagelse i udviklingsprocessen i sig selv giver værdi for deltagerne. Fra et ledelses- og HR-perspektiv er det interessant at se, hvor meget erfaringerne fra processen – research, videndeling og debat – i sig selv bidrager til virksomhedernes læring. Ud fra mine mange års erfaring som HR-konsulent og forandringsagent er min formodning, at innovationsprocessen kan forny virksomhedernes tænkning og at den organisationsudvikling vil have en næsten lige så stor effekt som de spil, vi udvikler.
Som spiludvikler er det derfor spændende at arbejde ikke kun med spiludviklingen, men lige så meget med faciliteringen af processen, og den gradvise overlevering af spillene virksomheder og det videnskompleks, der ligger til grund for spillene.
En oplevelsesbeskrivelse af Sanni Grych, spiludvikler og HR-konsulent hos Learn by Interaction

