Et fælles projekt over længere tid, der løfter vores kompetencer
Af: Mette Bryder
Du er på kursus. Du får masser af ny viden og inspiration, og brænder efter at prøve det af, når du kommer retur på arbejdet. Men tilbage i afdelingen bliver du overvældet af opgave-bunken, der har hobet sig op, mens du var væk. Kollegaerne har travlt med de sædvanlige opgaver. Og langsomt siver energien til at prøve de nye ideer væk.
I vores afdeling har vi lyst til at ændre dette mønster. Vi vil have den motivation, som spirer fra den nye inspiration og viden, til at blomstre i hverdagen. Vi vil blive bedre til at dele den viden, som alle vores dygtige eksperter i afdelingen, bærer rundt på og kombinere vores viden på nye måder og af den vej bringe inspirationen ind i hverdagen. Derved kan vi skabe nye ideer, lære i fællesskab, styrke vores faglige udvikling, og blive mere motiverede til at udforske idéerne.
Intentionerne er der, men spørgsmålet er, hvordan vi får det til at ske.
Det er derfor vi er med i VIM-projektet, for her har vi sammen fokus på vores videndeling og konkrete kreative videndelingsmetoder over længere tid. Gennem projektet når vi både at udvikle, afprøve og tilpasse forskellige videndelingsmetoder, så vi bliver fortrolige med dem og føler tilstrækkelig ejerskab til reelt at anvende metoderne i hverdagen.
Metoderne er simple, men effektive. De hjælper os til at ændre adfærd i vores faglige kommunikation, således at vi nu har fokus på:
- At være gode til at formidle egen faglige viden – med fokus på at inspirere modtageren.
- At have fokus på at finde inspirerende information, i den faglige viden, vi får formidlet fra andre eksperter – med fokus på at lytte kreativt.
- At opbyde tilstrækkelig energi til at komme fra tanke til handling – med fokus på at føle fællesskab om nye ideer.
Metoderne fra VIM-projektet bidrager således både til den faglige og den personlige udvikling i afdelingen. De første resultater er allerede synlige ved en større interaktion og mere aktiv videndeling i afdelingen. På længere sigt forventer vi også at se kompetenceløftet i afdelingens årlige medarbejder tilfredshedsundersøgelse, hvor der blandt andet er fokus på udviklingsmuligheder.
