Chromalex (det digitale maleri) møder USA
I dagene 9. til 11. februar 2012 afholdt ASI-Signage deres årlige nationale salgsmøde. ASI-Signage er Modulex partner i USA og er et netværk af selvstændige affiliates fordelt over hele USA. Dette salgsmøde er en god mulighed for Modulex til at præsentere nyheder og trends over for den samlede kreds af kunder i USA.
I år havde vi som ASI partner mulighed for at være repræsenteret i form af en lille stand, hvor vi havde 5 break-out sessions af 45 minutter, hvor vi kunne præsentere årets nyheder for affiliates og deres sælgere i små grupper af 7 – 10 personer. Vi havde valgt at bygge vores stand, så det mindede lidt om et venteværelse, hvor den ene væg var en kopi at venterummet på OUH. Grunden til dette var, at vi havde valgt Chromalex, (Det Digitale Maleri) til at være den alt overskyggende nyhed fra Modulex, således var 30 af de 45 minutter dedikeret til at fortælle om ideerne bag dette produkt. Ud over en 30 minutters præsentation havde standen også en skærm, som afviklede en sekvens fra Chromalex – i form af en lille video.
Gennem de 5 break-out sessions fik lidt over 45 personer en gennemgang af tankerne bag Chromalex, det unikke i produktet og de muligheder, vi ser i at have Chromalex med i paletten, og heldigvis var det ikke kun os, der var begejstret for produktet. Præsentationen gav anledning til rigtig mange gode spørgsmål, lige som der kom mange ideer til, hvordan det kunne markedsføres, og alle input var ud fra en positiv modtagelse af Chromalex, ja, faktisk hørte vi ikke én eneste negativ bemærkning til de forretningsmæssige muligheder, der ligger i produktet.
En ting var den modtagelse, Chromalex fik i forbindelse med udstillingen, men et salgsmøde, der strækker sig over 3 dage, byder også på mange uformelle samtaler, og her må vi glædelig konstatere, at interessen for Chromalex var enorm, når man mødtes med de enkelte affiliates på 2-mands hånd – flere var klar til at gå ud og sælge i morgen – og ville virkelig se frem til lanceringen af Chromalex.
Selvfølgelig er pæne ord og interesse gratis – og det er selvfølgelig først, når sales starter, at produktet skal stå sin prøve – men vi fra Modulex, som var der, blev en lille smule høje af forhåndsinteressen, det lover bestemt godt for Chromalex muligheder på det amerikanske marked.
At præsentationen blev så god skyldes ikke mindst god support fra Playscapes og Redia – så roserne skal deles med dem.
Af Modulex, Michael Handberg


