Styrk din virksomhed med oplevelser

Invitation til seminar den 30. november kl. 09.00 – 12.00 på Grilleriet København, Dampfærgevej 10 – (Pakhus 12) 2100 København Ø 

Berlingske, Grilleriet og Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO) inviterer danske virksomheder til inspiration og seminar om oplevelsesbaseret forretningsudvikling.

Kreative erhverv står til at blive de kommende års store vækstmotor. I udlandet udråbes kreative ressourcer som den vigtigste vækstfaktor i fremtiden. Ifølge FN er den kreative industri det hurtigst voksende erhvervsområde i øjeblikket. I perioden 2000-2008 voksede beskæftigelsen i de danske kreative erhverv dobbelt så meget som det øvrige erhvervsliv. Denne enorme kreative ressource kan og bør dansk erhvervsliv blive bedre til at bruge for at skabe vækst, innovation og forbedret bundlinje.

Hør eksempler fra danske virksomheder, der har samarbejdet med kreative aktører og har høstet gode resultater ved at bruge kreative kompetencer og oplevelser i forretningsudviklingen.

Som deltager får du konkrete værktøjer med hjem, så du bliver i stand til at gennemføre projekter med udgangspunkt i oplevelsesbaseret forretningsudvikling. Hvad enten det drejer sig om at forbedre virksomhedens brand, differentiere sig fra konkurrenterne, skabe genkendelige og stærke servicekoncepter eller udvikle den interne organisation, er der inspiration at hente.

Hvem kan deltage? Arrangementet henvender sig til dansk erhvervsliv: industri-, produktions-, service-, og vidensvirksomheder, samt de kreative erhverv som fx film, mode, design, computerspil, musik osv.   

Program

08.30 Ankomst og registrering

9.00 Velkomst og præsentation af dagens program

9.10 Hvordan kan oplevelsesbaseret forretningsudvikling styrke din virksomhed?

CKO fortæller om oplevelsesbaseret forretningsudvikling – hvordan kan virksomheder tjene flere penge ved at arbejde med oplevelser og integrere kreative kompetencer i forretningen? Bliv inspireret til, hvordan du kan arbejde med oplevelser i bl.a. produkt- / serviceudvikling eller markedsføring.

v/ Rasmus W. Tscherning, Direktør, CKO

9.45 Leder eller skuespiller – hvem skaber størst engagement?

At fylde rollen som leder ud kræver noget helt særligt. Du skal kunne træde i karakter som den, der inspirerer og viser vejen, formidle budskaber med autoritet og karisma, der engagerer medarbejdere, kunder og bestyrelse. En god leder er ikke skuespiller, men bruger sin stemme, sit kropssprog og sit nærvær til at skabe autenticitet – ligesom som en skuespiller.

Det Kongelige Teater og Kraft & Partners giver her en smagsprøve på, hvordan man kan kombinere det bedste af forretningsverdenen med teatrets unikke rammer og skuespillerens håndværk.

v/ Lisbeth Holdt Jørgensen stemmetræner Det Kongelige Teater, repræsenterer Det Kongelige Ledelsesakademi.   

v/ Markus Bjørn Kraft adm. direktør, Kraft & Partners

 10.30 Pause

 10.45 Digitale oplevelser

Ejendomsmæglerkæden RobinHus har samarbejdet med en computerspilsproducent og møbelproducenter om at udvikle en online platform, der styrker kundeoplevelsen hos de potentielle købere. I det virtuelle univers er det  muligt at indrette sin egen drømmebolig og bliver kunden glad for møblerne, kan hun købe dem.

v/Torben Andersen, direktør og partner, RobinHus

11.15 Transformationen fra produkt til oplevelsesbrand

Alle kender Weber grillen, men hvordan transformerer man en produktorienteret virksomhed til at have fokus på oplevelsesøkonomi, og loyalitetsbaseret marketing? Weber er et af de stærkeste brands i Danmark, og med virkemidler som Grilleriet, Weber Klubben og Grilllandsholdet har man opnået en position på markedet som danner grundlag for en helt ny økonomi.

 v/ Anders Jensen, Grilleriet og Stig Pedersen, Marketing direktør hos Weber-Stephen Nordic

 12.00 Tak for i dag

Comments (1)

RobinHus Design Experience - Den digitale ejendomsmægler

Glæder mig personligt til at deltage i arrangementet her den 30.

Har du lyst til at se den 3D løsning, som jeg vil fortælle lidt om i mit indlæg, så kan du læse lidt mere her:
http://www.robinhus.dk/design-experience/

Du kan se konkrete boliger med en 3D indretning her:
http://www.robinhus.dk/koeber/10-design-experience.asp

Vel mødt.

Med venlig hilsen

Torben Andersen
Direktør, RobinHus A/S
http://www.robinhus.dk