Debat om rytmisk vs. klassisk musik og fordelingen af offentlige støttekroner
Musikparlamentet inviterer denne aften til en vedkommende og konstruktiv debat, hvor vi bl.a. stiller spørgsmålet: Er det berettiget, når den rytmiske musikbranche klager over en ulige fordeling af de offentlige støttemidler til rytmisk og klassisk musik? Efter debatten blænder vi op for Liveparlamentet og en koncert med bandet Bob Sacamano.
Musik og værdiskabelse
Musikparlamentet tager emnet rytmisk kontra klassisk musik op, da vi mener, hele debatten omkring "rytmisk vs. klassisk" er kørt en kende af sporet. Den er kørt af sporet, fordi der bliver fokuseret alt for meget på en kvalitativ differentiering af de to musikalske felter. Det er bestemt en interessant diskussion, men det kræver de rette forudsætninger på begge sider - og især hos den rytmiske side af branchen, når den gør sig antagelser omkring klassisk musik og dens værdiskabelse generelt.
Debatten vil dels tage udgangspunkt i den netop offentliggjorte Musikhandlingsplan samt Statens Kunstråds nyligt offentliggjorte handlingsplan og dels i den ophedede debat, der har verseret i medierne, siden "Marshallplanen" lagde op til et opgør mellem den rytmiske og klassiske lejr. Et opgør, som har vist sig at handle mere om mulige samarbejder i stedet for gensidig mudderkastning.
Vi har derfor inviteret et kyndigt panel til at diskutere spørgsmål såsom; Hvordan er skellet mellem rytmisk og klassisk opstået, og hvem er med til at vedligeholde dette i dag? Og kan man overhovedet differentiere "kvalitativt" mellem klassisk og rytmisk musik? Er klassisk og rytmisk musik legitime overskrifter for de musiske områder de dækker over?
Panelet består af:
Torben Sangild: Postdoc ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Kim Bohr: Kunstnerisk chef for DRs seks kor og tre orkestre
Carsten Dahl: Musiker og ansat ved Rytmisk Musikkonservatorium
Thorbjørn Hansen: Leder for musikorganisationen SNYK
Moderator er Kristian Leth (musiker, smagsdommer, tv-vært, mv.)
Program:
19.00: Dørene åbnes
19.30-21.00: Debat
21.00-21.30: Networking i caféen
21.30: Liveparlamentet – Koncert med bandet Bob Sacamano
