Danmark vært for global dyst mellem verdens bedste kreative iværksættere

Danmark bliver vært for en ny international iværksætterkonkurrence. Foreløbig har 15 lande, bl.a. Brasilien, Tyskland og Nigeria, tilmeldt sig.  Iværksættere fra de kreative erhverv som fx design, film og gastronomi skal dyste om den bedste forretningsidé. Den internationale konkurrence har finale i Danmark under iværksætterugen i uge 46.

Verdens bedste kreative iværksætter skal findes i Danmarks iværksætter-uge. Det sker på den nye internationale iværksætterkonkurrence Creative Business Cup. Den danske del af konkurrencen bliver en del af Global Entrepreneurship Week 2012 i uge 46, og den skal skærpe forretningssansen og hjælpe iværksætterne fra de kreative erhverv med at stille skarpt på bundlinjen.

"Vi er stolte over at kunne være vært for den internationale Creative Business Cup. Konkurrencen vil sætte spot på det danske kreative iværksættermiljø, og vi håber selvfølgelig, at vi kan hente forretningsmæssig inspiration fra de mange udenlandske kreative iværksættere. Det internationale iværksættermiljø i Global Entrepreneurship Week har bemærket, at vi her i landet kan få gode forretninger ud af ideerne fra de kreative erhverv. Derfor bad de Danmark om at påtage sig værtsrollen for konkurrencen. Danmarks kreative iværksættere har mange spændende ideer, der sagtens kan omsættes til solide forretninger. Men de skal være endnu bedre til at sætte ambitiøse, forretningsmæssige mål. Det håber vi, at konkurrencen kan bidrage til", fortæller direktør Rasmus Wiinstedt Tscherning, Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi.

Creative Business Cups internationale finale finder sted i København i uge 46 den 12.-14. november 2012 i Danmark. Forinden er der dansk final i september. Der er deadline for at deltage i konkurrencen den 14. august. Deltagere skal sende forretningsplan via hjemmesiden www.creativebusinesscup.dk