Danmark i kultur- og oplevelsesøkonomien
De seneste par år er efterspørgslen på oplevelser vokset som et resultat af, at forbrugerne ændrer deres forbrugsmønstre. Det betyder, at en større del af indkomsten nu bruges på produkter, der også indeholder oplevelser.
Oplevelsesøkonomi har tidligere været genstand for megen opmærksomhed. Fra offentlig side har der over tre omgange været gennemført analyser af potentialet i at arbejde med kultur- og oplevelsesøkonomi. Det har resulteret i nedenstående redegørelser:
- ”Danmarks kreative potentiale” (2000) identificerer behovet for kreative kompetencer i erhvervslivet som et vigtigt element.
- ”Danmark i kultur- og oplevelsesøkonomien” (2003) belyser behovet for, i højere grad, at udnytte synergien mellem kultur- og erhvervslivet og potentialet i kultur- og oplevelsesøkonomien.
- ”Vækst via oplevelser” (2008) beskriver en lang række samarbejdsprojekter mellem kulturlivet og det traditionelle erhvervsliv. Den medfølgende casesamling fokuserer på oplevelsesbaseret forretningsudvikling, der skaber kommercielle resultater for virksomheder.
Ifølge det daværende Globaliseringsråd er virksomheders konkurrencekraft afhængig af deres evne til løbende at udvikle, producere og markedsføre nye varer og ydelser. I tråd med de offentlige redegørelser drog Globaliseringsrådet den konklusion, at der er et stort potentiale i at arbejde med kultur- og oplevelsesøkonomi som et led i at gøre dansk erhvervsliv mere konkurrencedygtigt.
På baggrund af Globaliseringsrådets anbefalinger blev Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi oprettet som en del af regeringens globaliseringsstrategi, der har til formål at styrke Danmarks konkurrencekraft. Centeret skal skabe vækst gennem bedre samspil mellem erhvervs- og kulturliv, samt styrke kulturlivets erhvervsmæssige kompetencer. Målgruppen er danske virksomheder, der ved at integrere og bruge kreative kompetencer og oplevelseselementer i produkter og serviceydelser kan blive mere konkurrencedygtige, samt aktører i kulturlivet der ønsker at indgå i samspil med erhvervslivet.
Sammen med Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi oprettes fire oplevelseszoner. Det samlede initiativ inden for oplevelsesøkonomi beløber sig til 90 mio. DKK, hvor af de 50 mio. går til Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi. Halvdelen af disse midler uddeles til projekter over de næste fire år. Oplevelseszonerne er opdelt i; mode, computerspil, madkultur og musik. Zonerne skal styrke vilkårene for vækst indenfor de fire oplevelseserhverv, hvor Danmark har særlige erhvervsmæssige potentialer og kreative kompetencer.
