Artlab hjælper tre virksomheder med forretningsudvikling
Artlab præmier nu tre forretningskoncepter, der skiller sig ud fra de andre koncepter i Creative Business Cup ved i særlig grad at være innovative i det kunstnerisk, kreative felt. I rækken af spændende koncepter har vi valgt: Ghiorsi Teatro, Stories og Synliggør din virksomhed i regnen.
”Der kommer stadigt flere innovative, forretningsmindede kunstnere & kreative, der har evner, visioner og værktøj til at stimulere udvikling i og uden for de kreative erhverv. Det resulterer blandt andet i innovative produkter, nye markedsføringsinitiativer, kreative partnerskaber og profilering. Der er stærkt potentiale, både erhvervsmæssigt og kulturelt, i den øgede interaktion mellem kreativ og forretningsmæssig know-how. På Artlab følger vi udviklingen tæt og tilbyder specialiserede gå-hjem-møder, målrettet businesscoaching og egentlige entreprænørforløb for dem, der vil hurtigt frem i deres egen kreative virksomhedsudvikling.” fortæller Gerda Hempel, leder af Artlab.
Ghiorsi Teatros vision om at lave innovativt børneteater sprang i øjnene som en idé med stærk kunstnerisk motivation, faglig kompetence og lyst til at kommunikere via teater, fantasi og kropslighed. Levedygtige enmandsvirksomheder styrker overordnet dynamikken fra kunstnerisk vækstlag til indtægtsbårne teatre. Vurderingen er, at Ghiorsi Teatros yderligere kan styrke udviklingen af sin enmandsvirksomhed ved intensivt fokus på konceptdifferentiering og forretningsmodel.
Stories får en kunstnerisk og kreativ vinkel ind i udviklingen af deres produkt, hvor de ved at tilføje en kunstnerisk dimension til bl.a. tekstildesign taler til den kreative stimulering af brugere i alle aldre. Vurderingen er, at Stories kan videreudvikle deres produktportefølje, og gennem storytelling og aktiv product placement få deres produkter rettet mod den rigtige målgruppe.
Synliggør din virksomhed i regnen har en kreativ vinkel på salg af deres produkt, som vi vurderer kan komme til at holde mange tasker tørre i den danske sommer. Vurderingen er, at virksomheden (evt. i samarbejde med en billedkunstner) kan videreudvikle produktet og skærpe forretningsmodellen, så taskeregnslagene gennem de rigtige annoncører kan blive et kendt og efterspurgt produkt i det offentlige rum.
Alle tre forretningskoncepter vurderes – hver på sin måde - at kunne skabe fornyelse og udvikling på det kreative marked. Vi glæder os til at kunne bistå dem i deres virksomhedsudvikling gennem Artlabs Business Coachingpakker for Kreative.
